Tekst og foto Hasse Jørgensen, onsdag den 18. marts 2026
Ribe får nu sin egen øl-festival, og det betyder, at der bliver præsenteret ikke færre end 40 forskellige slags fadøl med hjemsted lige fra New York og Rumænien.
Festivalen holdes lørdag den 26. september i tidsrummet fra klokken 13 til 18. Det er Ribe Ølentusiaster, der arrangerer festen i samarbejde med Ribe Bryghus og Cafe Strygejernet. Festivalen holdes på og ved bryghuset, og arrangørerne påpeger, at de har bestilt godt vejr. Der er dog også en plan B med telte og pavilloner.
Arrangørernes ønske er at vise folk, at øl er mange ting. Lige fra den lyse og lette til den mørke og tunge og der i mellem mange forskellige varianter både med sødme og surhed.
Hvis den første festival bliver en succes, er det meningen, at festivalen skal være en tilbagevendende begivenhed.
Til festivalen er det muligt at købe et armbånd til 395 kroner, og det giver fri adgang til at smage samtlige øl sorter hele eftermiddagen. Man kan også vælge at købe fem kapsler for 175 kroner, og det giver mulighed for at smage fem forskellige gange.
De 40 forskellige former for øl præsenteres på lige så mange haner.
Arrangørerne lægger ikke skjul på, at det koster at lave en sådan festival, og derfor vil man gerne have sponsorer. Indtil videre støttes projektet af JP El-service, Skiltefabrikken, Vestermark og Jyske Bank.










































































