Kong Niels holder fest
I de længst forgangne år, da Kong Niels regerede, var det gode tider for nisserne på Riberhus Slot. Det kongelige hof besøgte ofte slottet, og en dag blev det bestemt, at kongens søn, Prins Magnus og hans forlovede, Prinsesse Regisse, som kom fra et meget fremmed land langt borte, skulle holde deres bryllup i Ribe. Det var et par flinke unge mennesker, der skulle giftes med hinanden, og der blev gjort mange og omstændelige forberedelser til festen. Skippere fra mange lande lagde deres skibe ind ved Skibbroen med lasten fyldt med kostbare varer, som de håbede at få solgt til festen. Kongen selv gik med nogle riddere og deres fruer om bord på skibene og så på de fine stoffer fra Frankrig, smagte på det gode øl fra Belgien og snusede til de spændende krydderier, der kom helt fra Persien og Kina. Der blev købt stort ind, så skatkammeret næsten blev tømt for guld. I slottets køkken brændte ilden på skorstenen dag og nat, mens kokke og kokkedrenge svedende løb omkring imellem hinanden.
Ude i slotsgården passede den fattige, lille kongelige gåsepige, Marikka, på flokken af fede gæs, som skulle slagtes og spises til festmiddagen. Om morgenen gik hun på sine bare fødder gennem gården og drev gæssene foran sig med en lang gren i hånden. Gåseflokken skræppede, svømmede i voldgraven og nappede græs af siderne, så de blev fede og lækre i sommerens løb. Når Marikka fløjtede, kom de, for hun havde havre i forklædelommen, som hun gav dem som belønning for at være lydige. Det værste, hun vidste, var når kongens store og glubske jagthunde en gang imellem slap løs og jog gæssene til alle sider, mens de gøede muntert. Heldigvis skete det kun sjældent.
Bryllupsfesten skulle holdes om efteråret, når det begyndte at blive koldt i vejret. Marikka fik et par træsko af Kong Niels for at kunne holde varmen.
Gæsterne kom fra hele Danmark, fra Polen, Sverige, Rusland og Tyskland. De fleste gæster kunne tale tysk med hinanden. Marikka kiggede nysgerrigt på de mange fremmede voksne og børn. Selv om nogle af børnene var prinser, hertuger og grever, så ville de gerne lege med den fattige Marikka, og børnene morede sig med at spille bold og hoppe i sjippetov, eller de løb og gemte sig for hinanden. En lille, polsk prinsesse blev så gode venner med den fattige gåsepige, at hun lagde sig ind i halmen i gåsestien, mens hun pjattede med Marikka.
Et par dage før brylluppet skulle gæssene slagtes, – de fleste af dem i hvert fald. Marikka var ked af det, men hun vidste jo, at det skulle ske. På slagtedagen lukkede hun de fedeste gæs inde, så kokken og slagteren kunne tage, hvilke de ønskede og så gik hun ud af slotsgården med resten. Gæssene skrinkede og skræppede, når de blev fanget, men da gæs ikke husker særlig langt, savnede de ikke hinanden, når de ikke længere kunne se hinanden.
De mange gæster og deres heste havde trådt slotsgården op til det rene pløre, og den polske prinsesse lånte Marikkas træsko til sine fine fødder. Men, ak – hun var ikke vant til at gå med tunge træsko, og det endte med, at hun fik sparket den ene af dem ud i voldgrave, hvor den muntert sejlede rundt uden for børnenes rækkevidde. Hvad så?
Gode råd var dyre!
Marikka græd, og den lille prinsesse var også ked af det, men ingen på slottet havde tid til at sætte en båd i voldgraven og hente den sejlende træsko i land. De to piger kiggede bedrøvede på hinanden og på træskoen. Så kom Marikka til at tænke på slotsnisserne. Hun havde så ofte lagt et par håndfulde gåsedun frem til dem, så de kunne stoppe det i deres dyner og ligge varmt, især havde hun tænkt på dem, der boede i de kolde boliger på det gamle slot. Hun vendte sig og gik op i slotsgården, hvor hun højt sagde:
– Har jeg ikke altid været flink mod Jer, nisser? Nu må I hjælpe mig lidt til gengæld. Min ene træsko sejler i voldgraven, og jeg fryser om futterne.
Der skete ingen ting, men Marikka var sikker på, at nisserne havde hørt hende. En tot tørt hø blæste pludselig fra gårdspladsen ind i smedjen, og det selv om der slet ingen vind var. Mon ikke det var en nisse, der havde fået en idé?
Det var det. En kæk, ung fyr ved navn Trompetrus løb ind efter kongens fiskestang, som stod i smedjen. Da det blev lidt dunkelt hen imod aften, gik han ud til voldgraven, hvor træskoen i mellemtiden var drevet nærmere land. Trompetrus havde egentlig tænkt sig at hale træskoen ind med fiskekrogen for enden af snøren, men nu kunne han nå den med spidsen af fiskestangen. Hurtigt fik han den i land, bar den op i smedjen, hvor han stillede fiskestangen på plads og lagde den gennemvåde træsko tæt ved essen, hvor varmen fra kulgløderne snart tørrede den. Da den var tør og lun, flettede han et par nye træskovisker og gik over i gåsepigens kammer, hvor han stillede træskoparret ved Marikkas seng og stak de nye visker i.
Der var én, der blev glad næste morgen, da hun vågnede.
