Tekst og fotos Hasse Jørgensen, mandag den 20. september.

Om man kan kalde det en tømmerflåde, er vel et spørgsmål om temperament, men der er ingen tvivl om, at en snes bævere og deres venner fik en kæmpe oplevelse, da de var med til at søsætte den flåde, de selv har bygget ved spejderhuset på Engvej.

Bæverne er de mindste af KFUM og K spejderne, og de er mellem fem og syv år.

De har netop arbejdet med det at genbruge tingene, og de genbrugte ikke færre end 360 mælkekartoner og 24 mælkekasser samt en spånplade. Ud af det fik de en flåde, og den blev mandag eftermiddag søsat som det sig hør og bør for et fartøj.

Først blev flåden døbt, og i mangel af champagne skete det med vand fra vandpistoler. Navnet blev Hjemanmoo, hvilket er forbogstaverne på de drenge og piger, der under kyndig vejledning har bygget flåden. De samme piger og drenge har hver lavet et skilt med deres navne, som pryder flådens kanter.

Og da det at bygge en flåde og søsætte et fartøj er noget af en begivenhed, fik hver enkelt lov at invitere en kammerat eller veninde med til søsætningen, og dermed blev det til en snes drenge og piger, der var med.

Efter navngivningen blev flåden båret til den lille sø, der er lavet i det nye villaområde på det gamle stadion, og her blev flåden sat i vandet. Det viste sig, at den kunne flyde, og med en voksen som ”motor” vadende gennem vandet skubbende flåden foran sig, blev samtlige bævere og deres venner sejlet til den lille ø, der er bygget midt i søen. Det er formentligt første gang siden øen blev bygget, at der har været mennesker på den.

Efter den vellykkede navngivning, søsætning og sejlads var der frisk lavede skumfiduser ved spejderbålet. En rigtig god eftermiddag for små spejdere.

Øverst til venstre flåden, dåben, på vej i vandet og søsætningen