Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Johnny Tauman, lørdag den 31. august.

Ikke færre end 39 vægtere samles i weekenden den 6. til den 8. september i Ribe for at mødes til det årlige vægtertræf. Det er første gang siden 2010 Ribe har været hjemsted for træffet.

Træffet arrangeres af det landsdækkende Vægterlaug, og laugsmødet holdes på skift i de byer, hvis vægtere er medlemmer af lauget.

Vægterne mødes i Ribe fredag lige over frokost, og om aftenen går vægterne på den almindelige vægtertur klokken 20, men desuden bliver der også rundtur med vægtere til nogle af byens restaurationer.

Lørdag er der midt på formiddagen modtagelse på Det Gamle Rådhus, og herefter er der den traditionsrige vægter parade, der i Ribe går fra Det Gamle Rådhus til Kvickly og Føtex.

Om eftermiddagen er der laugsmøde mens vægternes ledsagere får en guidet rundtur i byen.

Om aftenen er der vægterrundgang, hvor gæsterne også deltager, og vægterne deles i hold, så der denne aften gås forskellige ruter rundt i byen.

Søndag er der vægtergudstjeneste i domkirken klokken 10. Derefter er der rundvisning i Kanikergården inden vægtertræffet sluttes af med en frokost.

De deltagende vægtere kommer fra bl.a. Ribe, Løgstør, Vejle, Slangerup, Fåborg, Lemvig, Kerteminde, Haderslev, Ringsted og Maribo.