Tekst Hasse Jørgensen, lørdag den 23. maj 2026

En 39-årig rumænsk statsborger har ved retten i Sønderborg fået en straksdom for 56 forhold af butikstyverier bl.a. i Ribe, Esbjerg, Sønderborg og Åbenrå.

Dommen lød på seks måneders ubetinget fængsel samt udvisning og indrejseforbud til Danmark i seks år.

Manden erkendte alle forhold og kunne derfor få en såkaldt straksdom, der kan afsiges ved et grundlovsforhør, når den sigtede tilstår.

Han modtog dommen og er efter dommen varetægtsfængslet, indtil han kan afsone.
Fremgangsmåden var, at den 39-årige sammen med en medgerningsperson i perioden kørte rundt til dagligvareforretninger. Her gemte de kaffeposer i foret på arbejdsjakker. Det har for langt størstedelen af tyverierne netop drejet sig om kaffeposer. Kosterne har en anslået værdi på 100.000 kroner.
Efterforskningen af de mange butikstyverier er foregået hos Udlændingekontrolafdeling Vest i Padborg, som er en specialsektion hos Syd- & Sønderjyllands Politi. Efterforskningen af butikstyverierne fortsætter, da politiet fortsat mistænker, at der er flere personer involveret i en del af butikstyverierne.