Tekst og foto:  René Jørgemsen
22. juli 2018

Ribe å skal oprenses og ikke være en græså som vi kender fra Mississippis deltaet.

Med så hårde ord beskrev Ribes tidligere borgmester og nuværende byrådsmedlem i Esbjerg Byråd, Preben Rudiengaard (V) problematikken med de tilgroede åer og Slotsbanken, hvilket Ryk ind har skrevet om tidligere på ugen.

–  Vi skal ikke gøre vold på naturen, men naturregler skal heller ikke gøre vold på os, det er den symbiose vi skal indgå i, og ikke ligge under for skjulte dagsordner, vi skal kunne besejle åen uden problemer, kom Preben Rudiengaard ind på i sin tale til Marthas dåb på Skibsbroen i Ribe.

Ribe Havn som kulturel naturhavn skal genopstå som en selvejende institution, der skal være muligheder for turbådssejlads fra Skibsbroens til Kammerslusen. Arealet langs åen fra Skibsbroen til ringbroen skal soigneres og roklub og sejlklub skal indgå i et udviklingsprojekt.

Hele Slotsbankarealet skal indgå i kulturprojektet og ikke stå som nu, hvor det nærmest er et uplejet voldsanlæg som vi kender fra det gamle østeuropa, sagde Preben Rudiengaard.

Det er med stor glæde at vi i Venstre har en massiv opbakning fra de konservative og jeg forventer det ligeledes fra byrådets øvrige partier når vi skal finde midler til en projektbeskrivelse og ikke mindst penge til en oprensning af Ribe Å, slutter Preben Rudiengaard.

Susanne Dyreborg fra Dansk Folkeparti har selv besigtiget områderne og bakker op om forslaget.