Tekst: René Jørgensen/ Johnny Tauman foto: René Jørgensen
20. juli 2018

Beskæmmende, beskidte og tilgroede vandløb omkring Ribe.

Da vi var børn, færdedes vi meget ved Dagmarsåen og Slotsbanken. Vi kendte næsten alle dele af å-systemet, som blev udforsket med fiskestænger, i robåde eller på vandcykler – vi er begge ripensere.

En ganske almindelig slendretur i går blev startskuddet til denne lille artikel i gang.
Hvorfor skal vi pludselig være flove over at fremvise voldgraven ved Slotsbanken og Dagmarsåen for vores venner og bekendte – og den milliondyre genopretning af Stampemølleåen forbi Flyvebakken ikke at forglemme!

Alle gamle ripensere, der besøger byen, har en kommentar til de tilgroede vandløb. Hvad skal vi svare?

Da vi var børn, så vi aldrig en tilgroning i åerne eller Mølledammen!

Vi er nødt til at svare, at det hele er startet efter kommunesammenlægningen. Det skal siges, at vi begge er tilhængere af vores nye kommune, også stolte. Johnny bor i Esbjerg og jeg i Ribe. Men skæringsåret for den totale tilgroning er 2007.

Gud ved hvor mange gange politikerne er blevet spurgt til de tilgroede åer?

Vi kommet er dertil, at vi vil se dokumentation for, at der ikke må renses op. Vi tror, det er forvaltningen i Esbjergs tekniske afdeling, der er bremseklodsen for det hæslige syn, vi mødes af.

Vi kender ingen politiker, der synes det er kønt!! Men hvad værre er: ”Når vi bliver spurgt om, hvorfor Slotssøerne i Gram, Kolding og Egeskov ikke er groet til, så må vi konkludere, at der er tale om et LOKALT problem, – for miljøloven gælder vel hele Danmark?”

Såfremt vi ikke får en ordentlig forklaring, hvad der er sandt –  ja hvad er op og ned på hele denne skændselshistorie, – tålmodigheden er opbrugt.

Det er hårde ord, men vi vil gerne tage et medansvar for en god og ordentlig og ikke mindst præsentabel kommune.

Basta. Så` det sagt.