Tekst Hasse Jørgensen, mandag den 8. september 2025
En 34-årig mand fra Ribe er omkring klokken 02,30 natten til mandag anholdt i Ribe siget for drabsforsøg på en 44-årig mand fra Vejen.
Drabsforsøget har fundet sted i Vejen, hvor den 34-årige har skudt den 44-årige og derefter flygtet til Ribe. Den 44-årige er ifølge politiet uden for livsfare men bragt til sygehuset til behandling for skudsår.
Den 34-årige bliver formentligt fremstillet ved et grundlovsforhør i retten i Esbjerg i løbet af mandagen.
I en pressemeddelelse fra politiet hedder det, at Syd- og Sønderjyllands Politi søndag aften ved 23.30-tiden fik flere anmeldelser om, at der var blevet hørt skud i den sydlige del af Vejen, og patruljer blev straks sendt til stedet.
Anmeldelserne lød på, at der skulle være afgivet skud ved Rønnebærhaven i Vejen. Politiet kunne konstatere, at en 44-årig mand var blevet ramt af skud, og han blev bragt på sygehuset. Den 44-årige er i øjeblikket uden for livsfare.
Syd- og Sønderjyllands Politi indledte en efterforskning, der fortsat er i gang. I forbindelse med efterforskningen anholdt politiet omkring klokken 02.30 den 34-årige mand i Ribe, der er mistænkt for at stå bag skudepisoden. Den 34-årige er sigtet for forsøg på manddrab.
Syd- og Sønderjyllands Politi har natten igennem være til stede på en adresse i Vejen og en i Ribe. Efterforskningen fortsætter, og politiet har i øjeblikket ikke yderligere oplysninger om sagen.