Tekst Hasse Jørgensen, foto Esbjerg Kommune, mandag den 18. januar.

Når Ribe Sejlklub og Esbjerg Byråd bliver enige om en ny aftale om brugen af en anløbsbro ved Kammerslusen, kan sejlklubben komme til at realisere sit projekt.

Sagen er, at sejlklubben har fået godt 1,2 millioner kroner i fondspenge til projektet, og at kommunen har afsat 800.00 kroner til formålet. Kommunens penge var afsat i budgettet for 2024, men da fondspengene skal bruges i indeværende år, hvis de skal komme til udbetaling, vedtog et enigt byråd mandag eftermiddag at fremrykke kommunens udbetaling til i år.

Men udsættelsen afhænger af, at sejlklub og byråd kan blive enig om en ny brugeraftale af omkring 80 meter af den i alt 550 meter lange bro. De omkring 80 meter skal bl.a. bruges til kano- og kajaksejlads, til gæstesejlere, turbåde og eventuelle rutebåde. Desuden skal der være plads til et slæbested.

Formanden for udvalget for kultur og fritid, May-Britt Andrea Andersen (C), slog fast, at Kammerslusen er en vigtig port til nationalpark Vadehavet: – Ved bådebroen mødes både lokale og turister, og vi ser gerne, at endnu flere får glæde af stedet i de kommende år. De nuværende bådebroer er nedslidte, svarer ikke til tidens behov og er ikke handicapvenlige. Det bliv er den nye bro, fastslog udvalgsformanden.

Anders Rohr Jørgensen (V) pegede på, at Ribe for ti år siden blev udnævnt til et maritimet centrum i Vadehavet, og dette er første skridt.

– Ud over bådebroen arbejder vi også med et slæbested, og der skal indgås aftale med sejlklubben om dispositionsret. Slæbestedet skal kunne bruges af alle. De nærmeste offentlige slæbesteder er Havneby og Hjerting, og selvfølgelig skal Ribe også have et offentligt slæbested til gavn for mange, fastslog Anders Rohr Jørgensen.

Det var et enigt byråd, der godkendte fremrykningen af de kommunale penge.

Ud over etableringen af bådebroer arbejder Ribe Sejlklub også på at skaffe penge til et nyt hus ved Kammerslusen.