Dronningen mister sin krone

Nissefamilien på Riberhus Slot blev rigtig glad for at se Tumle komme hjem med Zizi ved hånden. Hun blev kærligt modtaget af hele den store nisseflok, og der blev holdt bryllup imellem dem den selvsamme aften, som Kong Valdemar holdt fest i tronsalen og overrakte den flotte nye krone til Dronning Berengaria. Dronningen blev helt fjollet af glæde og stolthed og plantede et stort kys lige midt på kongens mund, og det var han godt tilfreds med. Ridderne var selvfølgelig også med til festen i deres nye klæder. De morede sig strålende, og de fortalte vidt og bredt om, hvordan der så ud i de fremmede lande, de var redet igennem. Men de sad rigtignok og tænkte med længsel på det gode øl i Brügge, som de ikke kunne få mage til i Ribe.

Nissebrylluppet blev også muntert. De vimse nisser løb mellem benene på ternerne og svendene i slottets køkken og hentede, hvad de havde lyst til af de gode sager, der blev serveret ved de kongelige borde. Der er altid mad nok til nisser.

Kong Valdemar var stolt, og selv den tvære Dronning Berengaria smilede og var glad for den flotte krone med perler og ædle stene. Hun var så glad for den, at hun ville have, den skulle stå på natbordet ved siden af hendes seng, mens hun sov, men det ville Kong Valdemar godt nok ikke have. Han forlangte, at den skulle låses inde i slottets skatkammer, hvor der var fem store låse på den tykke dør, og der stod to stærke skildvagter udenfor med spyd i hænderne og økser i bæltet for at passe på alle skattene. Skatkammeret var så godt bevogtet, at  folk måtte tro, at statskassen var helt fuld af penge og kostbarheder, men det var den nu næsten aldrig.

Kongefesten og nissefesten sluttede først hen ad den lyse morgen. Alle i slottet, mennesker og nisser gik til ro, og selv de stærke skildvagter foran skatkammerdøren faldt i søvn, hvad de slet ikke måtte. Heldigvis skete der ingenting den nat, så ingen opdagede, at der blev snorket foran den tykke dør.

– – –

Straks morgenen efter festen ville Dronning Berengaria have sin dyrebare krone på hovedet igen. Kongen forlangte nu af hende, at hun skulle blive inde i slottet, når hun gik med den, og det måtte Berengaria rette sig efter.

Hun ville nu ellers gerne have, at borgerne i Ribe skulle se, hvor fin hun var, så en gang imellem stak hun hovedet ud af et vindue eller gik ud på balkonen for at ses og lod som om hun bare trængte til frisk luft. Hun ville ses og beundres, og alle perlerne og den røde ædelsten glimtede i solstrålerne. – Hun skulle aldrig have været så forfængelig! Forfængelighed straffer sig selv, hør bare.

Den gang var der nemlig nogle store træer tæt ved slottet, og i dem byggede kragerne deres reder. Og krager, ved du nok, er glade for blanke sager. En stor og lidt dum krage havde bemærket den glimtende ædelsten og satte sig på lur oppe på taget af slottet. Det var en kragefar ved navn Varna, som både var stærk og fræk. I dette tilfælde havde han nu overvurderet sine egne kræfter.

Varnas plan var at flyve ned og gribe kronen med sine smudsige kløer og flyve op i luften med den og bringe den hjem i reden, hvor han ville glæde sig over sit tyveri, men den plan gik godt nok i vasken for ham. Guld er nemlig temmelig tungt. Da dronningen en gang gik ud på balkonen, lettede Varna fra tagryggen og styrede mod Dronning Berengarias hoved, greb kronen med kløerne og lettede igen; men kronen var virkelig for tung for ham. Han nåede kun lige at løfte den, den vejede godt til, så den smuttede ud af hans kløer og skvattede lodret ned i voldgraven med et plask, så svaneungerne dernede forskrækkede svømmede tæt hen til deres mor og hr. Gulbis kiggede bistert i vejret. Men da der ikke skete mere, blev de straks rolige igen.

Varna var ærgerlig over at have mistet det glimtende legetøj, men da krager er ret dumme, og Varna var oven i købet lidt dummere end de fleste, glemte han hurtigt, hvad der var sket og begav sig ud på en ny flyvetur.

Dronning Berengaria udstødte et højt råb af forskrækkelse, da hun  mærkede suset fra kragevingerne så tæt ved sit hoved og hørte plasket fra voldgraven, da kronen plumpede i vandet. Hun holdt hænderne op om sit hår og fik i sin forvirring slet ikke set, hvor i vandet kronen landede. Opskræmt løb hun ind i slottet og råbte på sine terner – sådan kaldte man en dronnings tjenestepiger den gang i meget gamle dage.

Der blev stort postyr. Kongen var ikke hjemme på slottet, han var på fisketur ovre på Manø, men han fik straks historien, da han kom hjem, og det allerede inden han var steget af hesten. Så han var godt gnaven, da han kom ind i salen til sin dronning.

– Hvordan er det du omgås med min gave til dig? Din forfængelige madamme! råbte han.

– Uh, hu, hu, jamrede hun, det må have været en misundelig heks, som har forvandlet sig til en krage og har stjålet kronen. Jeg er ked af det. Nu har jeg igen ingen krone! Vræl og hyl, – piv og hulk.

– Nej, og du får ingen ny. Vi må søge efter den tabte, svarede Kong Valdemar surt.

Der blev søgt efter kronen. Kongen og dronningen selv stod ved bredden af voldgraven, mens nogle svende med lange brandhager og andre redskaber roede rundt i en båd og rodede i mudderet, men ingenting faldt de. Da det blev sommer, var der endog raske svende, der trak af klæderne og dykkede ned i voldgraven for at lede, men resultatet var kun, at de blev godt snavsede til i det sølede vand. De eneste, som kunne fortælle noget om, hvor kronen var, var hr. Gulbis, svanehannen og så en gammel gedde, – men de kunne af gode grunde ikke sige noget. Det varede flere hundrede år, før kronen kom for dagen igen. Hvordan det skete, skal du høre om i en senere historie.

– – –

Da Herman havde skrevet historien om kronen, lagde han pennefjeren fra sig og tog en lille lur i sin gyngestol. Imens kogte Veronika  en portion havregrød, som de fik til aftensmad med et godt lag sirup ovenpå og en smørklat i midten. De spiste med hver sin private ske, sådan som du nok ved, at nisser gør. Efter måltidet lagde Herman skeen, Veronika vaskede grødfadet af og satte sig med sin strikkestrømpe og fik den gamle historie læst højt.

– Det fik du fortalt godt, Herman. Mon du husker flere spændende hændelser fra gamle dage?

– Jo, det gør jeg nok. I morgen vil jeg skrive om den store fest, som Kong Niels en gang holdt her på slottet.

De to gamle nisser gik til ro, og kun musene vimsede lidt rundt i stuen, inden alt blev helt stille, og mørket lagde sig hyggeligt over det gamle slot.