Tekst Hasse Jørgensen, foto Big Band Ribe. Torsdag den 22. nov.

Efter 10½ år i spidsen for BIG BAND RIBE har Martin Folmer valgt, at der skulle ske noget nyt i hans musikliv. Han gav meddelelsen allerede i god tid før bandets Kina turne i oktober. Her havde bandet så fået en erfaren Big Band mand fra Århus, Filt Christensen, med som dirigent.

Det er så lykkedes bandet at overtale den 28 årige Christoffer Gausdal Find til at svinge taktstokken. Som altid, når bandet får nye folk med, er der en gensidig prøveperiode på et par måneden.

Christoffer har spillet saxofon i 18 år, og nu har han så kastet sig over rollen som dirigent i Big Band Ribe. Han kommer oprindeligt fra Odense, hvor han er vokset op i en musikalsk familie med en far, der spiller kontrabas i Odense Symfoniorkester og en mor, der er musiklærer. Christoffer er gået i både sin mors og fars fodspor.

Efter han blev uddannet folkeskolelærer i Odense i 2015 flyttede han til Esbjerg for at dedikere sin tid til musikken. På Syddansk Musikkonservatorium er han nu i gang med kandidatuddannelsen på den rytmiske linje med saxofon som hovedinstrument. Til daglig fletter han sine to uddannelser sammen som både musiklærer og udøvende musiker. Hans musikalske vej er indtil nu gået fra ungdoms- og musikskoleorkestre til egne bands og musikalske projekter. Han er blandt andet aktuel med jazztrioen Flat Bop – saxofon, hammondorgel og trommer – som spiller originalt materiale, der hovedsageligt er komponeret af Christoffer. Derudover er han en del af hornsektionen i The Hitmen, hvor han har været med til at bakke musikere som Sanne Salomonsen, Peter A.G., Mads Langer, Sko/Torp, Gulddreng, Anne-Dorthe Michelsen m.fl. op.