Tekst og foto Hasse Jørgensen, fredag den 6. marts

28.000 kroner blev resultatet af den støttekoncert, Alberte Maimburg holdt torsdag aften til fordel for børnehjemmet Mfangano Island i Kenya. Dermed blev overskuddet fra støttekoncerten for to år siden næsten fordoblet.

Det er en meget, meget tilfreds Alberte Maimburg, der fortæller om det flotte resultat.

– Jeg er mere end tilfreds. Det var en fantastisk opbakning, og det er min fornemmelse, at folk havde en rigtig dejlig aften, siger Alberte dagen efter koncerten.

144 mennesker havde betalt billet til koncerten, og dertil kom hjælpere og bands, så samlet set var der langt over 150 mennesker til koncerten.

De 28.000 kroner skal bruges til hjælp til en bil til børnehjemmet som bl.a. skal bruges til den lange transport til sygehuset, hvis nogle af de 150 børn eller personalet bliver syge.

Alberte fortæller også, at hun har gennemgået de fire kasser med skolesager, som de to piger Sille og Signe havde samlet sammen.

– Det er så fint det, de to piger har samlet sammen, og det er nu pakket i kufferter og parat til at komme til Kenya.

Alberte har kontakt til elevrådet på katedralskolen, og rådet er meget positive overfor at gå med ind i projektet. Elevrådet drøfter nu, hvilke tiltag rådet kan tage, for at støtte indsamlingen.

– Jeg har også oprettet en side på Facebook under navnet Mfangano Island, og her vil jeg hele tiden opdatere, hvad der sker.

– Jeg kan fortælle, at vi til jul laver en pandekagebod i Ribe, hvor overskuddet også går til børnehjemmet, fortæller Alberte.