Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto René Jørgensen, mandag den 21. oktober 2024

Ribe-egnen er blevet begunstiget med 270.000 kroner fra den kommunale pulje, der skal tilgodese lokale projekter. Og ud over det, er der mulighed for flere penge, idet en enkelt ansøger er blevet opfordret til at søge igen, når finansieringen af projektet er bedre på plads.

Puljen er på 1.029.000 kroner, og der kan søges to gange om året, 1. april og 1. oktober. En bestemmelse i fonden siger, at an ansøger maksimalt kan få 50 procent af udgiften dækket til et projekt.

Borgmester Jesper Frost Rasmussen glæder sig over, at man fra kommunens side kan støtte lokale projekter økonomisk.

– Det er dejligt, at der rundt omkring i kommunen findes så mange og så gode projekter, som vi kan støtte op om, fastslår borgmesteren.

Mandø

På Mandø er man i gang med et nyt spændende projekt nemlig at bygge et nyt hus til en enestående fuglesamling, som Mandø Fællesråd med støtte fra Nationalpark Vadehav har erhvervet.

Der er tale om en samling på 220 fugle, alle fundet på Mandø.

Mandø Fællesråd vil gerne bygge et nyt hus til samlingen ved siden af Velkomsthuset. En udgift på godt 2,4 millioner kroner, og den kommunale fond har bevilget 100.000 kroner, hvis finansieringen falder på plads.

Øster Vedsted

I Øster Vedsted har forsamlingshuset og idrætsforeningen søgt 100.000 kroner til  at indrette Forsamlingshuset til indendørs idrætsfaciliteter. Det er en udgift, der sammenlagt andrager godt 2,4 millioner kroner, og de to foreninger ”spytter” selv hver 300.000 kroner i projektet.

Den kommunale fond har bevilget 100.000 kroner til projektet, når og hvis den samlede finansiering falder på plads.

Ribe Nord

Ribe Nord Lokalråd har fået et tilskud på 20.000 kroner til et foredrag med Søren Vester, der vil tale om udviklingen i landdistrikterne og livet i de små lokalsamfund.

De samlede udgifter til arrangementet er 50.000 kroner.

Ribe

Ribe Fritidscenter har fået 50.000 kroner til den multibane ved Riplay, som allerede er etableret.

Udgiften har sammenlagt været 325.000 kroner.

Jernved-Jernvedlund

Fællesrådet for foreninger i Jernved-Jernvedlund vil gerne have legepladsen udviklet. Et projekt, der sammenlagt er beregnet til 341.498 kroner.

Fællesrådet har søgt om 100.000 kroner, og beskeden fra fonden er, at de denne gang får afslag. Men Fællesrådet opfordres til at søge igen, når finansieringen er mere på plads, end tilfældet er nu.