Tekst Hasse Jørgensen, fredag den 2. oktober.

Tre års fængsel og en frakendelse af kørekortet i ti år blev dommen, da 26-årige Nicolai Bjerre Poulsen blev dømt for uagtsomt manddrab og vanvidskørsel. Dommen faldt ved retten i Odense, og den unge mand udbad sig betænkningstid med henblik på anke af dommen. Han modsatte sig ikke fortsat varetægtsfængsling.

Hans kørsel var årsag til den tragiske færdselsulykke ved Bogense på Fyn, der den 28. juni kostede Inge Hoppe, Ribe, hendes svigerinde og dennes søn livet.

En bilinspektør har konstateret, at Nicolai Bjerre Poulsen påkørte bilen med de tre dræbte med en hastighed på ikke under 154 kilometer i timen på en landevej, hvor højest tilladte hastighed er 80 km/t. Videoklip viser, at han i Bogense kort før ulykken har kørt med 105 km/t, hvor det kun er tilladt at køre med 50 km/t.

Selv erkendte den unge mand sig skyldig i uforsætligt manddrab og hasarderet kørsel.