Tekst og fotos Hasse Jørgensen, fredag den 22. marts.

 

Der bydes velkommen.

Sidste år var der mellem 150 og 200 lystfiskere, da Storkesøen markerede starten på sæsonen. I år var dette tal steget til godt 250, og de kom fra både nær og fjern.

Der var lystfiskere denne fredag eftermiddag fra store dele af Jylland. Helt fra Randers, var der fiskere, og der var rigtig mange tyskere, der havde taget turen til Ribe for at kunne fiske gratis i tre timer.

1.2 tons fisk var netop fredag sat ud i søen, og selv om det var råkoldt og solen glimrede ved sit fravær, blev der fisket på livet løs. Og bidelysten hos fiskene var pæn. Der blev landet pænt med fisk, og adskillige af eftermiddagens lystfiskere fik både med hjem til aftensmaden og til fryseren. Iveren efter at få snøren smidt i vandet eller fluen sendt ud, var så stor, at det signal, der skulle markere starten på fiskeriet blev demonstreret, styrtede omkring en snes lystfiskere ned til søbredden for at komme i gang. de blev dog kaldt til bage og måtte som de andre vente, til fiskeriet blev givet frit klokken 14.

Selv om Storkesøen har åbent hele året rundt, og der kan fiskes, når blot ikke, der er is på vandet, er sæsonstarten noget for sig, og tre timers gratis fiskeri trækker. Nu er der kun at se frem til mange hyggelige timer ved søbredden i forhåbentligt godt forårs- og sommervejr. Storkesøens ejere har i hvert tilfælde gjort, hvad de kunne for, at lystfiskerne skal få en god sommer på stedet.