Tekst og foto: René Jørgensen
15. marts 2026.
25 år i en branche i konstant udvikling
Jan Kristensen kan i år fejre 25-års jubilæum i Special-Butikken i Ribe – en arbejdsplads i en branche, der hele tiden er i bevægelse.
Jan Kristensen stammer oprindeligt fra Bramming, men har boet i Ribe i mange år. Oprindeligt blev han uddannet i tøjbranchen, hvor han arbejdede i 16 år. Men efter mange år i samme branche opstod lysten til at prøve noget nyt.
Det førte ham til en læreplads hos Far & Søn i Esbjerg, hvor han gennemførte to års læretid. Derefter fulgte 14 år i Ribe – og siden da er det blevet til i alt 25 år i Special-Butikken i Ribe.
Da Jan begyndte i værktøjsbranchen, var det et helt nyt område for ham.
– Jeg kendte ikke meget til værktøj og den slags i starten, så de første år var der meget at lære. Og sådan er det faktisk stadig, for branchen udvikler sig hele tiden, fortæller han.
Hos Special-Butikken lærte han faget gennem sine to læremestre, Verner Juhl og Birger Knudsen, som gav ham en solid indføring i branchen.
– Noget af det vigtigste, jeg lærte, var ærlighed over for kunderne. Man skal give den bedste vejledning, så kunden føler sig godt hjulpet og får den løsning, der passer bedst til opgaven, siger Jan.
Netop den tilgang har været en vigtig del af hans arbejde gennem alle årene.
Kollegaer som en familie
For Jan er kollegaerne også en stor del af glæden ved arbejdet.
– Jeg har nogle fantastiske kollegaer. De kan vende selv en gråvejrsdag til en dag med smil, og vi har et rigtig godt sammenhold. Vi hjælper hinanden og går aldrig forgæves til nogen, siger han.
Han beskriver arbejdspladsen som et sted med gode personaleforhold og en chef, der går forrest.
– Vores chef, Birger Knudsen, er altid klar til at tage ansvar – også uden for arbejdstiden, når vi mødes privat. Så taler vi ikke arbejde, men hygger os sammen, og der bliver grinet en masse. Men det gør der nu også på jobbet.
Ingen dage er ens
Noget af det, Jan sætter mest pris på ved arbejdet, er variationen.
– Man skal hele tiden være på. Der er ikke mange rutiner, for branchen udvikler sig hele tiden med nye værktøjer, regler og produkter. Det kræver, at alle medarbejdere følger med og hele tiden lærer nyt.
Butikken rummer mere end 40.000 forskellige varer, og der kommer jævnligt nye produkter og tiltag til.
– Benjamin Christensen, butikschef Bjarke karstens og Steen Tomis har været med til at udvikle butikken, så der hele tiden kommer nye ting ind. Det betyder også, at vi hele tiden skal sætte os ind i nye regler og måder at bruge varerne på, fortæller Jan.
Jubilæum bliver fejret
Jubilæet bliver markeret den 1. april, hvor butiksejer Birger Knudsen inviterer personalet ud at spise.
– Det er en rigtig god måde at fejre det på, siger Jan.
For ham markerer jubilæet også noget andet: stabilitet og erfaring i en specialbutik, hvor kunderne ofte vender tilbage år efter år.
– Mange kunder kommer igen, og det betyder meget at kunne hjælpe dem og finde den rigtige løsning. Det er en stor del af glæden ved arbejdet.
Jan Kristensen kan dermed se tilbage på 25 år i en branche, hvor både produkter og viden hele tiden udvikler sig – men hvor god service og ærlig rådgivning stadig er det vigtigste værktøj.
Hele to sølvbryllupper har jeg fejret, for et par år siden med min kone Margit, og så i år her i butikken. To gode begivenheder der betyder meget for mig, slutter Jan samtalen, før han igen står bag disken for at tage i mod kunderne.












































































