Nisserne forlader slottet
Efter at svenskerne drog bort fra det gamle slot Riberhus, var der så uhyggeligt derude. Vinduerne var slået itu mange steder, dørene kunne ikke lukkes ordentligt, og tjenestefolkene fik andre opgaver hos andre folk, så der var ingen til at fyre op. Efterhånden forfaldt den gamle bygning. Tagstenene raslede ned, når det stormede, og regnen flød ned igennem etagerne, så nisserne ikke længere kunne holde ud at være der. Den ene familie efter den anden besluttede sig for at flytte. Nogen vandrede ud til de små landsbyer i omegnen, hvor de fandt en lun stald med heste eller køer, som de kunne bo hos. Andre fandt lune kroge i Ribes småhuse, og til slut var der kun nisseparret Lobo og Bokka Pandekage, hans kone, og deres to døtre, hvis navne jeg ikke kan huske mere. De kunne ikke blive boende i den forfaldne bygning, De havde jo den gamle protokol med optegnelserne om de mange hændelser i nissernes liv, og den skulle nødig blive efterladt og rådne op i den fugtige ruin, som slottet var blevet til.
– Vi må finde ud af at gemme den gamle bog et sted, hvor den ikke lider skade, sagde Lobo til sin kone. Jeg går om i Bredeslippe og lægger råd op med min bror, Bimse.
Som sagt så gjort. En forårsdag tog han bogen under armen og smuttede om i Bredeslippe, hvor bror Bimse boede. De to brødre fik en god snak, og enden på snakken blev, at de ville forsøge at få den gamle nisseprotokol anbragt imellem de mange øvrige optegnelser om Ribes historie, som den gang var på det gamle rådhus, men nu ligger i Rigsarkivet.
– Gamle Bent Byskriver er blevet så nærsynet, at det nok kan gå an at vi stopper bogen ind imellem de øvrige bøger, der står på skriverstuens hylder. Der kan gå adskillige år, inden han opdager, at der er kommet en ny bog derind.
– Det er en god plan. Vi må se, hvorledes vi kan få det gjort.
Det var rigtigt, at byskriveren ikke længere så særlig godt, men det kunne alligevel blive vanskeligt at få bogen smuglet ind på skriverstuen, for borgerne kom og gik ustandselig. Snart skulle de have slået op i én protokol, snart i en anden.
– Hvad var det nu, jeg betalte i skat i syttenhundrede-og-hvidkål?
– Hvem var det nu, der boede omme i Gråbrødregade i det brede hus med den høje, grønne port?
– Har min nabo nogen sinde siddet i fængsel?
Ja, sådanne spørgsmål måtte Bent, den gamle byskriver ustandselig svare på, og der var et rend og et leben på rådhuset hver eneste dag. Det var Bent nu ikke så ked af, for så havde han selskab og noget at bestille. Han var en flittig mand, som gerne ville gøre det godt for byens borgere. Om aftenen, når der blev lukket, ryddede han pænt op og stillede de gamle protokoller pænt på hylde, fejede gulvet, låste døren og gik hjem til kakkelovnen, hvor han sad og spiste sin suppe, læste avisen og lagde en kabale, inden han gik til sengs.
Lobo og Bimse havde ikke lige så nemt ved at finde et påskud for at komme ind i skriverstuen, indtil Bimse tog en rask beslutning og smuttede ind med nisseprotokollen under trøjen samtidig med, at borgmester Lund gik ind. Borgmesteren mærkede ikke noget til Bimse. Han lukkede døren i for trækken og satte sig hen til Bent Byskriver. Snart var de to herrer inde i en interessant samtale om, hvem det dog kunne være, der havde efterladt en kommunal spade op ad muren om kirkegården.
Mens de snakkede, fik Bimse lirket den gamle skindbog ind på en tilfældig hylde og stillede sig hen til døren, rede til at smutte ud i gangen ved første lejlighed.
Der viste sig desværre ingen lejlighed til at slippe ud. Klokken blev mange, og gamle Bent Byskriver tændte et lys og gav sig til at rydde op og stille bøger på hylde. Han bemærkede ikke nisseprotokollen. Da skriverstuen var gjort ryddelig, blæste han lyset ud, og da han kendte huset som sin egen stue derhjemme, drejede han ud gennem døren i buldermørke, og Bimse fik overhovedet ikke mulighed for at følge med.
