Tekst: Hasse Jørgensen: Foto: Ove Detlevsen, Johnny Tauman og Hasse Jørgensen copyright

Mens alt er stille og roligt ved baneoverskæring 26 på Hillerup Markvej, arbejdes der intenst på de politiske fronter for at finde en mindelig løsning.

Transportminister Ole Birk Olesen (LA) er så vidt Rykindribe.dk erfarer indkaldt til møde om sagen af trafikpolitisk ordfører for Socialdemokraterne Rasmus Prehn bakket op af Venstre, der har stillet det som et ultimativt krav, at Banedanmark indgår i en fornuftig dialog med Esbjerg Kommune om eventuel lukning af overkørsel 26.

Samtidig kommer borgmester Jesper Frost Rasmussen (V), Esbjerg, med et ”godt tilbud til Banedanmark”

Borgmesteren påpeger på sin side på Facebook, at hvis udgifterne til et par plastikbomme og et par motorer på signalanlægget ved overkørsel 26 overstiger udgifterne til fjernelse af 150 meter vej og etablering af et par vendepladser på begge sider banen, ”er jeg sikker på, at vi finder ud af det”, som borgmesteren skriver.

Det bliver bakket op af Socialdemokraterne i Esbjerg Byråd.

Her hentyder borgmesteren til, at Banedanmark vil fjerne alle ikke sikrede overkørsler, og at der skal være bomanlæg ved alle overkørsler.

Men ifølge Banedanmarks egen forklaring på, hvad en sikret overkørsel er, er overkørsel 26 sikret. Banedanmark skriver nemlig selv, at en sikret overkørsel er en, der er forsynet med lys- og lydsignaler, og det er der ved overkørsel 26.

Derfor burde overkørsel 26 være på listen over de overkørsler, der skal have bomanlæg og ikke på listen over de, der skal lukkes.

Mens de politiske kræfter arbejder på livet løs, var der stille og fredeligt ved baneoverskæringen. En enkelt mand fra Banedanmark sad i sin bil og ventede alene på, hvad der skulle ske. Entreprenørfirmaet Aarsleff’s folk ventede på at komme i gang, og tre politifolk ventede på ordre fra højere sted.

Lokalbefolkningen hyggede sig og snakkede lystigt med Aarsleff’s mandskab alt i mens pressefolk fra både den landsdækkende og lokale skrevne og elektroniske medieverden lurede på, at der snart skulle ske noget.

Men her i skrivende stund over middag denne tirsdag eftermiddag var alt fredeligt.

Som én sagde: Nu var det en god idé at komme med en pølsevogn.