Tekst: Johnny Tauman   Foto: Ove Detlevsen
25. april 2025

Rammerne kunne ikke være meget bedre, da 225 afgangselever fra Ribe Katedralskole ankom fra Obbekjærvej ad Sportsvej til Ribe Fritidscenter. Solen skinnede med en svag vind – lidt cool med en temperatur omkring de 14 grader.


Der var inviteret til Store Heimdal, som er den tilbagevendende festdag, hvor skolens afgangselever ankommer til den røde løber i deres stiveste puds og skal danse Les Lancier og Salsa for forældre mfl.

Kreative køretøjer i en lind strøm

Når så mange elever skal kunne køres til Ribe Fritidscenter inden for blot en time, så kræver det god planlægning. Uddannelsesleder Anne Granum-Jensen fortalte tidligere RYK IND RIBE, at de mange elever ville ankomme klassevis i elleve hold.

Der var trængsel foran Ribe Fritidscenter, hvor der skulle tages billeder af de kreative køretøjer – fra veteranbiler til en frontlæsser.
Omkring 17:30 havde afgangseleverne samt forældre blot et kvarter til dels finde plads i hal 1 på tilskuerrækkerne dels gøre sig klar til den festlige indmarch, les lanciers og salsa.

Generalprøven gik rigtig godt

– Onsdag var der generalprøve på indmarchen samt dansene – og det gik rigtig godt, lød det fra Anne Granum-Jensen, der kunne oplyse, at der er blevet trænet dans for nogle klasser i idrætstimer – andre i fritiden.

Festen blev lukket for ”publikum” kl. 18:30, hvor skolens øvrige elever mødte op i Hal 2, hvor der var dækket op til festmiddag. I alt deltog 606 elever (inkl. afgangseleverne) og 52 lærere i festen, som bla. bød på mulighed for dans til livemusik ved gruppen Roots in Suits – et band bestående af Ribe-drenge.
Og i hver time fra kl. 21:00 til 00:30 var det muligt at danse Les Lanciers.

Forventninger til 2026 og 27

En festlig aften med en unik atmosfære af sammenhold har givet inspiration til eleverne i 1. og 2.g – og allerede nu skabt forventninger til netop deres Heimdal i 2026 og 2027. Ikke blot en gallafest, men en fejring, der kombinerer kreativitet, elegance og fællesskab på en helt særlig måde som afslutning på en gymnasietid på Ribe Katedralskole.

Flere foto

Lørdag bringer RYK IND RIBE et opslag med flere foto fra ankomsten til Ribe Fritidscenter