Tekst og arkivfoto Hasse Jørgensen, tirsdag den 21. december 2021

Alt tyder på, at 21 nye, spændende boliger kan stå klar til indflytning ved Nipsvej i sommeren 2023.

Muligheden er opstået i og med, at Esbjerg Byråd som kort omtalt andet sted på siden har godkendt Ribe Boligforenings Skema A, som omhandler den kommunale økonomiske deltagelse i projektet med garantistillelser.

Netop med denne godkendelse kan boligforeningen komme videre med projektet, der betyder, at de ti eksisterende huse skal rives ned og erstattes med 21 nye. De ti eksisterende huse var i så dårlig stand, at en renovering ikke kunne betale sig.

– Vi er i byggeudvalget meget langt med at lægge os fast på lejlighedstyperne, og der bliver formentligt tale om tre størrelse lejligheder på mellem 75 og 95 kvadratmeter i rækkehuse med lidt have og en terrasse til den ene side og en carport og flisebelagt område foran huset, fortæller formanden for boligforeningen, Nina Christensen.

Hun fortæller videre, at når arkitekterne har godkendt forslagene til lejligheder, skal de udbydes i licitation, og Nina Christensen regner med, at byggeriet rent fysisk kan sættes i gang i løbet af sommeren 2022.

– Nedrivningen og opførelsen af de nye huse skal ske i en arbejdsgang, så vi regner med, at de nye boliger kan stå klar til indflytning i sommeren 2023.

Kan du sige noget om prisen?

– Det er svært at sige noget konkret om. Vi har jo været ude for, at materialeprisen er steget voldsomt, men nu ser ud som om, de stagnerer.

– Men et godt pejlemærke er 930 kroner per kvadratmeter. Det er ikke de billigste boliger, men det er heller ikke de dyreste, og de nye lejere vil jo kunne få huslejetilskud, varmetilskud o.s.v. Så vi er fortrøstningsfulde.

Nina Christensen fortæller, at de nye huse vil blive bygget efter alle regler og højisoleret.

– Det betyder bl.a., at varmeudgiften bliver minimal. Der bliver tale om nogle meget tykke ydervægge med en meget stor isoleringsevne. Væggene bliver så tykke, at der i vindueskarmene faktisk kan indrettes siddepladser. Vi er i byggeudvalget overrasket over, hvor tykke væggene skal være, siger Nina Christensen.