En stor fisk

Nisserne besluttede at forlade Riberhus Slot, det var utæt og klamt. Et par yngre nisser fik en lille lejlighed ude på Ydermøllen, hvor det store vandhjul er. Det var den gang en gammel bygning, og mølleren var selv en ung mand. Der kom snart småbørn både i møllerfamilien og i nissefamilien. I nisseboligen fik Nulle og hans kone, som altid blev kaldt Fru Møller, en søn, som de kaldte Kornelius. Menneskefamilien fik også en søn på omtrent samme tid, og han blev døbt Esben. Nissebørn bliver ikke døbt, de får bare uden videre dikkedarer et navn af forældrene.

Selv om det ikke er god skik, at nisser tager kontakt til mennesker, kunne de to børn i det samme hus ikke holde sig fra hinanden. Fra de var omtrent et år gamle legede de sammen i møllerens gård. Esben kunne se Kornelius, men hans forældre mente, at han legede med gamle klude eller noget aflagt seletøj fra møllens heste. De små nisser lærer hurtigt at putte sig for menneskeøjne.

Som de to blev større, vovede de sig ud i porten til gaden, og det var ikke så farligt, for der kom kun ganske få hestevogne og enkelte ryttere forbi. Kun på markedsdage, når der var stærk trafik, måtte de holde sig inde.

En dag, da de to børn var blevet en halv snes år gamle, gik de en sommer i bare ben i vandet og legede. Med ét sagde Esben:
– Kom lige og kig, der er et mærkeligt dyr i vandet.

Kornelius kiggede. Det var et enormt stort dyr, en fisk af en slags, som ingen af dem nogen sinde havde set før.

– Det er vist en hval, sagde Kornelius.

– Hvaler er meget større. Det er en slags fisk.

– Skal vi se, om vi kan fange den?

– Vi kan da ikke løfte dem, så stor den er.

– Så må vi have hjælp, jeg henter far, imens bliver du her og holder øje med dyret.

Esben kravlede op på gaden, mens Kornelius blev stående nede i vandet. Han var lidt trykket ved situationen. Tænk, hvis dyret fik lyst til en mundfuld nissedreng.

Fisken stod stille i vandet, kun en sjælden gang slog den et lille slag med halen for ikke at blive trukket med af strømmen.

Kornelius listede nærmere og kom så nær på den store krabat, at han kunne røre ved den, hvis han strakte armen ud. Det var en enorm fyr, den var længere end Kornelius. Han vovede at røre ved den med fingerspidserne. Den rørte sig ikke. Kornelius kunne pludselig fornemme, at den måtte være træt. Den havde måske svømmet en lang vej,  og måske var den bare faret vild. Den lille nissedreng fik helt ondt af det store dyr.

Snart kom Esben tilbage. Han holdt en stor tom sæk sammenrullet under armen.

– Vi prøver, om vi kan få fisken ned i sækken, ikke?

– Tror du overhovedet, at vi kan løfte den op af vandet selv?

– Øhh, næ, det kan vi vist ikke. Jeg henter far.

Kornelius hægtede sig om en pæl og når mølleren kom, ville han tro, at det var et bundt vandplanter, der havde sat sig om pælen.

Esben kom snart med sin far, som gjorde store øjne, da han så fisken.

– Er du sikker på, at det ikke er en krokodille, Esben?

– Hvad er en krokodille?

Det gav mølleren sig ikke tid til at forklare. Han begyndte forsigtigt at liste sækken op over fisken, og da den var helt nede, løftede han den op og lagde den på bredden af vandløbet. Fisken var helt stille.

Oppe på vejen kom lærer Brasen netop forbi. Mølleren råbte op til ham:

– Hvad tror De, vi har i sækken, lærer Brasen?

Læreren kom ned og så den store fisk, og klog som han var, kunne han straks sige besked.

– Det er en stør. Den kommer langt borte fra, helt ovre fra Rusland. Til lykke med den gode fangst, Esben. Den kan der blive aftensmad af til mange mennesker.

– Ja, og til mange nisser, tænkte Kornelius, som stille var listet i land.

Og sådan blev det. Både på møllen og i nissehjemmet fik de kogt stør den aften, og Fru Møller bragte stør-mad rundt til flere nisse-nabofamilier.

Skindet af støren kom over til garver Dam på den anden side af gaden. Han udstoppede det, og fisken blev hængt op i en glaskasse i kroen, hvor den hang i mange år, indtil den kom til at hænge på væggen i den latinske skole. Dér hænger den endnu.