Tekst Hasse Jørgensen, foto René Jørgensen, onsdag den 20. marts 2024

De fleste er givetvis klare over, at der er delte meninger om de trafikforsøg, der er planlagt i Ribe i den kommende sommer og næste sommer.

Men hvor mange, der er for, og hvor mange, der er mod, blev ikke præcist klart ved aftenens informationsmøde på Ansgar Skole arrangeret af Esbjerg Kommune. Til gengæld er det klart, at der er flere end 2000, der har underskrevet en protest mod forsøgene. Og de protester blev afleveret til Esbjerg Kommunens repræsentanter efter mødet. De godt 2000 underskrifter stammer fra en underskriftsindsamling i år, mens også de protester, der blev samlet ind i 2018, blev afleveret.

Det var Betina Poulsen fra Videokiosken, der afleverede underskrifterne, og hun fortalte, at underskriftsindsamlingen fortsætter.

En anden indikator for tilfredshed og utilfredshed med forsøgsordningen kom, da Egon Adelhardt bad folk, der var for forsøget, række en hånd i vejret, og derefter var det modstandernes tur. Og selv om man ikke kunne nå at tælle de oprakte arme, var det tydeligt, at modstanderne var flest.

Det genspejlede sig også i den debat, der fulgte efter det oplæg, chef for natur- og byrum Morten Andersson, kom med indledningsvis.

Morten Andersson gennemgik i detaljer de planlagte forsøg, som tidligere har været offentliggjort bl.a. i Ryk Ind Ribe. Han slog fast, at intentionerne er at få unødvendig trafik ud af byen samt at der skal bevares en levende by, som er et godt sted at bo i, arbejde i, at besøge og drive erhverv i.

Det handler bl.a. om at bevare byens kulturarv, som er en stor del af årsagen til, at gæsterne kommer. En kulturarv, der efter analyse genererer en omsætning på 92 millioner kroner i byens forretninger.

Han nævnte også, at spørgsmålet om kirkegængers adgang til Ribe Domkirke ikke er afklaret, og der er tæt dialog med repræsentanter fra domsognet om problemet.

Intet er besluttet om fremtiden

Morten Andersson slog også fast, at der intet et besluttet om fremtidens trafik i byen. – Det, styregruppen bag forsøgene skal, er at komme med et oplæg til politisk drøftelse i første omgang i udvalget for plan- og byudvikling, og inden noget besluttes, vil der blive en offentlig høringsperiode.

I den efterfølgende, timelange debat, kom man langt omkring i spørgsmålene, og det viste sig, at der er mange detaljer, som endnu ikke er afklaret ud over spørgsmålet med kirkegængerne.

Der blev bl.a. peget på parkeringsproblemerne, og både Morten Andersson og ordstyrer, byudviklingschef Peer Rexen, kunne oplyse, at det er noget, man er opmærksomme på.

Og som både Morten Andersson og Peer Rexen slog fast, blev alle gode råd og forslag noteret ned og vil indgå i det videre arbejde.

Et kommunalt projekt

Der blev flere gange skudt til, at det er Ribe Bykernes Beboerforening, der er ”ophavsmand” til projektet, og det blev lige så mange gange skudt ned af Morten Andersson, der fastslog, at det er kommunens projekt.

Flere gange måtte Morten Andersson og Peer Rexen som svar på detaljerede spørgsmål sige, at det kunne de umiddelbart ikke svare på, men at det er ting, der arbejdes videre med.

Parkeringsreglerne og skiltningen i den indre by blev flere gange kritiseret, og det blev nævnt, at de små, blå p-skilte ikke ses af gæster. Morten Andersson forklarede, at det hænger sammen med kulturarven, hvor man ikke finder det betimeligt at opsætte store skilte i den gamle by.

– Vi har forsøg at finde et kompromis, sagde han, og både han og Peer Rexen understregede flere gange, at informationen er meget vigtig, og at den nok kunne gøres bedre.

Gør ondt på omsætningen

Allan Jakobsen, Hotel Dagmar, slog fast, at forsøgene ville komme til at gøre ondt på omsætningen. – Hvad med alle de turister, der bestiller værelser gennem bookingbureauer, og som ikke får oplyst om restriktionerne? Hvordan kommer de ind til os? Hvad med de ”walk in” turister, der kommer? Hvordan finder de os? lød det bl.a. fra hotelchefen.

Mange andre emner blev taget op som mulig ensretning af nogle af byens gader, skiltning på fremmede sprog, adgangen for beboerne på Nørremarken, Tangekvarteret, Klostermarken og Bjerreskovparken med flere.

Formanden for Ribe Handelsstandsforening, Keld Vestergaard, der selv sidder i styregruppen som repræsentant for handlen, slog fast, at lukningen af byen for trafik ikke er handelsstandsforeningens idé.

– Jeg kan sige, at styregruppen arbejder meget hårdt, og vi er ikke enige om det hele. Men vi er blevet enige om forsøgene. Der er mange gode argumenter både for og imod, men vi kommer ikke til at lukke byen af permanent. Lad os få forsøgene, lad os få nogle fakta, som vi kan arbejde ud fra, lød det fra handlens formand.

På billederne nedenfor ses øverst t.v. Poul Anker Nielsen i samtale med Per Sleiman og Leif Gilbert Petersen. Dernæst Torben Pedersen i snak med Anders Lehnsted, Peer Rexen med mikrofonen til spørgerne, Allan Jakobsen, Hotel Dagmar, og nederst Peer Rexen i forgrunden mens Harald Ryts i baggrunden kommenterede og stillede spørgsmål.