Tekst & Foto: Johnny Tauman
6. februar 2024

(Første artikel af to)

Man fornemmer det straks, når man træder ind hos KGS Tropefisk på Ribevej i Hviding. Der lys og liv i mange, mange akvarier – og temperaturen i lokalerne er på 27 grader, hvilket betyder, at ejeren Kim Grejsen Sørensen kan undlade at have varmelegemer hos sine ferskvandsfisk.

RYK IND RIBE er taget på besøg i et univers, hvor 200 akvarier hver dag tjekkes af Kim. – Det er en livsstil, lyder det med et skævt smil, og en sindrigt system af rør og slanger, betyder, at de 30.000 liter vand jævnligt udskiftes.

Lang arbejdsdag

Dagens arbejde begynder ved 6-tiden og slutter først omkring kl. 20 – og sådan er det alle ugens dage. – Der er ikke plads til fridage og ferier, forklarer Kim, der husker tilbage på de eneste to ferier, han havde tilbage i 1985. Interessen for akvariefisk blev vagt tilbage i 1972 – så erfaringerne er blevet udbygget i mere end 50 år.

Skræppende kakaduer

Inden turen rundt i butikken og værkstedet, bliver der lige tid til at hilse på de to skræppende kakaduer (hvide papegøjer, som bærer navnene Hugo og Sicce). Kim kan godt have fingrene inde i buret og klø næbene, men han kender jo også farerne i forhold til bid. De to fugle er omkring 18-20 år gamle – og blev heldigvis for skribenten inde i buret.

Egen avl

Kim viste rundt i butikken, hvor vi bl.a. kom forbi ”Vuggestuen”, som består af 16 akvarier med egen avl. – Vi har skabt en god forretning med akvariefisk, som gerne formerer sig, siger Kim på rundvisningen, hvor der skribenten gang på gang må udbryde: hold da op, hvor smukke fisk.

Udbryderfisk

Vi standser ved et akvarium med store fisk. – Her skal du bare se, smiler han og fortsætter: – Den store lyse fisk – en såkaldt Arowana – er to gange brudt ud af akvariet ved at springe mod låget – så derfor har jeg sikret med tape.

Heldigvis var Kim i nærheden og kunne få udbryderfisken tilbage i sit rette element uden skader.

Et godt begynderakvarium til 1000 kr

Skal man have et begynderakvarium med fisk, hvad skal man så tænke på og ikke mindst, hvad vil prisen være? – Jeg bruger en del tid på at renovere akvarier – så et godt brugt akvarium med lampe, varmepumpe, luftfilter, grus, planter og til specielt børn fisk, som er gode til at formere sig, så ligger det på omkring 1000 kr., siger Kim og peger på guppyer, sværddragere og måske en sugemalle.

Flotte kampfisk

På en hylde står enhver drengs største ønske – en kampfisk. En fisk i hvert glas, da de ikke tåler at være sammen med andre af samme køn. – Det er faktisk fisk fra min egen opdræt, lyder det med en vis tilfredshed i stemmen.

(Anden artikel bringes torsdag)