Tumle og Zizi er på vagt
Ridderne fra Ribe satte sig ind på den nærmeste kro og bestilte hver et stort krus øl. Her sad de det meste af dagen og gjorde sig til gode, mens guldsmeden arbejdede. Han smeltede guldet. Formede det ved at hamre på det og polere det med fint skind, hvor der sad den blødeste pels fra de harer, der blev skudt og spist på byens kroer.
Alt gik nu ikke så nemt, som det lyder, for guldsmeden var ikke til at stole på, lige så lidt som kromanden var. Zizi nærede mistanke til ham, og da hun jo var en temmelig vaks lille størrelse, sagde hun til Tumle:
– Lad os gemme os her i værkstedet og se på, hvad manden hitter på.
Det var lige det, Tumle gerne ville, så de to indrettede sig i et hjørne bag kakkelovnen, hvorfra de kunne se, hvad der skete i værkstedet.
Efter en tid kom der endnu en kunde ind, som skulle hente en armring, der havde været brækket.
– Ja, vi må hellere veje den, så du kan se, at jeg ikke har snydt dig, sagde guldsmeden og tog sin vægt frem. Ringen kom på vægten, og kunden kunne selv se, at vægten passede, som den skulle. Kunden blev glad, betalte for arbejdet og fik sin armring med sig. Da han var gået sagde Zizi:
– Lagde du mærke til noget fordægtigt, Tumle?
– Næ, gjorde du. Hvad mener du?
– Så du ikke, at guldsmeden vejede med en helt anden vægt, end den, som dine ridderes guldmønter blev vejet med?
– Nej. Det lagde jeg slet ikke mærke til! Hvorfor mon guldsmeden har to ens vægte her på værkstedet?
– Tænk dig da om, Tumle. Det er her, vi skal passe på. Vi må have undersøgt sagen, inden din konges guld skal vejes igen.
Så det gjorde de to nisser. De søgte efter begge vægte, som Zizi havde sagt, og om aftenen prøvede de dem efter. Der viste sig virkelig at være forskel på, hvordan de vejede. Vægtene lignede hinanden helt og aldeles, men der var loddet en klat metal nedenunder den ene vægtskål, så det kom til at se ud som om, der var meget mere guld i skålen, end der virkelig var.
– Det skal den lumske guldsmed ikke slippe godt fra, sagde Tumle.
De følgende dage lagde de to årvågne nisser nøje mærke til, hvordan guldsmeden arbejdede, når han smeltede guld eller andet metal og formede det med sin hammer og det andet værktøj, som han brugte. Om natten brugte de så selv værktøjet lige så godt, som de havde set guldsmeden gøre, og snart målte de to vægte helt ligedan, men det vidste guldsmeden ikke noget om. Det var godt, at de hurtigt blev færdige med deres plan, og at de havde gode evner for metalarbejde, for dagen efter var kronen færdig, og de danske riddere fik bud om, at de kunne komme og hente det fine arbejde.
Og fint var det. Kronen var lavet efter mål, og der sad perler i en kreds på den. Midt for panden sad en stor, flot rød sten, der strålede og glimtede. De danske riddere var begejstrede.
Kronen blev vejet, og vægten passede helt nøjagtigt. Man betalte den aftalte pris og begav sig hjemover med den kostbare krone godt pakket ind i et låddent skind. Bag på hestene lå også sække med nye klæder, som ridderne havde købt til sig selv i Brügge. Nu kom de til Ribe med tøj i det nyeste og mest moderne snit. Det ville nok få folk derhjemme til at kigge med beundring på dem. Øverst på sækkene sad Tumle og Zizi, som nu skulle til Ribe og være slotsnisse.
