Mishka rejser til Tyskland
Folkene på slottet forsøgte først at lade Mishka bo i en bås i hestestalden, men hestene blev nervøse over, at rovdyret var så tæt på, at de bumlede, var urolige og vrinskede i båsene. Folkene måtte trække den store bjørn udenfor, og efter en tid blev der gjort ryddeligt i et rum, der tidligere havde været brugt til at opbevare kanonkugler i. Rummet stod tomt, for svenskerne havde skudt alle kuglerne af. Der kom et par favnfulde frisk halm ind i rummet, og Mishka lagde sig tilfreds i det og fandt sig i det hele taget godt til rette. Den havde kun den ejendommelighed, at den ikke brød sig om at drikke vand fd den spand, som blev stillet ind til den. Når der var lejlighed til det, gik den ned og drak af slotsgraven.
Nisserne var glade for bjørnens selskab og lagde sig ofte tæt ind til den lune bjørnepels, og Mishka brummede tilfreds. Hun var nu fri for at blive trukket omkring på vejene i al slags vejr og optræde på slunken mave.
Nissebørnene var knap så tilfredse, da det gik op for dem, at der skulle bygges et bur på hjul, som skulle transportere deres ven bort, – helt til Berlin, en fremmed by i Tyskland. Da buret var færdigt, og der var pakket et par store sække med bjørnemad, besluttede Bimse og Lobo, at de ville drage med til Berlin for at sikre sig, at Mishka fik det godt.
På afrejsedagen lagde de sig i halmen i buret, og da Mishka vejrede sine venner derinde, gik hun roligt og tillidsfuldt ind til dem. Lågen blev lukket, og hestene trak af sted med buret. Bag buret red en lille trop af de kongelige soldater, som skulle passe på bjørnen, som nu var bestemt som gave fra kongen af Danmark til kejser Otto af Tyskland.
Optoget skrumplede hen ad vejen, og hver gang man nærmede sig en landsby, blev der slået på tromme, så børnene i byen fik fri i skole fra skole og kunne komme og se et dyr, som de nok aldrig tidligere havde set mage til. Nisser, som boede i husene undervejs kom ligeledes og fik en snak med Bimse og Lobo.
En dag blev der gjort holdt ved en mægtig høj bro, hvor en flod havde sit løb nedenunder. Det var en meget bred og dyb flod, og det besynderlige rejseselskab kørte fra vejen og slog lejr ved et lavvandet sted, hvor mændene havde tænkt sig at bade. Nisser bader ikke. De har en skræk for vand. Det kan være så ækelt vådt, og til tider er det endogså koldt.
– Vi skal være rene og friske, når vi træder frem for kejser Otto, sagde anføreren. Hestene skal også vandes og strigles og have støvet vasket af sig. Seletøjet skal blankes, og vi skal have vore klæder gjort i orden.
Mens mændene plaskede omkring i flodvandet og pjankede med hinanden, kom et optog af både sejlende majestætisk ned ad floden. Det var Kejser Otto og hele det kejserlige hof, som var på flodtur.
De danske soldater og deres rideknægte trak sig skyndsomt ind mod bredden og bukkede dybt for de høje herskaber, mens deres både gled forbi. Kejseren selv sad i bagstavnen på et smukt persisk tæppe, og han løftede sin hånd og hilste nådigt på de splitternøgne mænd, der stod i vand til navlen.
Han opdagede slet ikke bjørneburet.
Bimse og Lobo opdagede imidlertid, at der var et par kejserlige nisser med på båden. De vinkede til hinanden, uden at noget menneske opdagede dem,
Efter badeturen ordnede soldaterne deres tøj og heste, gjorde Mishkas bur pænt i orden og beredte sig på at overnatte. En nysgerrig kat fra landsbyen kom vandrende og lagde sig i græsset.
En af soldaterne lavede sig en fiskestang og kastede en krog ud. Mishka blev interesseret og satte sig og kiggede på snøren derude i vandet. Pludselig var der bid!
– Bid! Råbte soldaten og hev i snøren, og en dejlig ørred glimtede i luften. Katten, som sikkert var sulten, satte i et kæmpestort spring op i luften og hagede sig fast i ørreden, og idet samme rejste Mishka sig hurtigt som lynet op på baglabberne og daskede med forlabben til fisk og kat, og resultatet blev, at fisken med kat, stang og snøre blev slynget langt ud i floden, hvor hele herligheden sejlede væk, – uden for rækkevidde. Den skuffede kat kiggede forskræmt op af flodvandet, men klarede sig hurtigt ind på tørt land og løb sin vej.
Synet havde været kosteligt. Både den uheldige soldat og hans kammerater trimlede om på grønsværen og lo, så det drønede.
Det så endogså ud som om Mishka selv smilede.
Men inderst inde drømte den nu om at sætte sine tænder i en lækker ørred.
