Tekst & Foto: Johnny Tauman
18. november 2021

– Jeg glæder mig helt vildt til julehandelen, siger Jessica Lunding, der er startet som elev i Bog & Idé-butikken på Mellemdammen. Hun er klar til 2 års uddannelse, hvoraf 8 uger er på skole i Tietgenbyen i Odense.

Vild med ungdomsbøger

Jessica er vild med at læse bøger, og hun fravælger bevidst E-bøger. – Jeg vil være hovedperson i oplevelsen og selv danne mig billeder af den skrevne tekst, lyder det Jessica, som har forsøgt at få bøger streamet gennem earpods. Og det er især ungdomsbøgerne, der har hendes interesse og fremhæver her bøgerne: After –All this time og Five.

Da Jessica sammen med RYK IND RIBE ser på hylden med Harry Potter bøgerne, slår hun blikket ned. – Dem har jeg ikke læst endnu, men mon ikke jeg en dag falder over dem.

Fra skolegang i Ribe til gymnasiet i Tønder

Jessica nåede i Ribe at opleve Nørremarkskolen og Ansgarskolen, inden hun flyttede ind på Højer Efterskole, hvor hun tog 9. og 10. klasse. – Her fik jeg en masse gode kammerater – og da valget stod mellem Ribe og Tønder, så var det en gymnasietid i Tønder sammen med min bedste veninde, der trak det længste strå, fortæller Jessica, der om nogen kender togrejsen med Arriva fra Ribe til Tønder t/r.

Masser af spil at holde styr på

Efterfølgende har hun været på et EU’s-forløb med erhvervsøkonomi og afsætning. – Og så var elevpladsen en mulighed med selvstændig ansvar for en af mine store interesser – nemlig puslespil og spil, forklarer Jessica og fremviser det nyeste Sequence: – Og så kommer der endnu flere, som også fremgår af kædens julekatalog.

Bor stadig i Ribe, men …

Som ung dyrkede Jessica ridesport, men det må vente på at blive genoptaget. Hun bor stadig i Ribe, men kunne godt tænke sig at flytte sammen med kæresten i Esbjerg.
Snakken kan ikke blive længere i dag, da Jessica sammen med det øvrige personale skal have juleudstillingen gjort færdig.