Tekst Hasse Jørgensen, foto VisitRibe, mandag den 17. september

Mandø kan blive foregangs ø for mulig udvikling på andre, lignende småøer.

Det er det, der ligger i den bevilling på 1,4 millioner kroner, som Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen har givet til Mandø i 1917 til finansiering af et projekt om borgerdrevet fornyelse på øen.

På byrådsmødet mandag aften gik et enigt byråd ind for at modtage pengene samtidig med, at byrådet besluttede at spæde 400.000 kroner til som kommunens andel af projektet.

Tilskuddet fra styrelsen gives på grund af projektets almene interesse for andre, lignende småsamfund, hvorfor styrelsen lægger stor vægt på, at projektet munder ud en form for ”håndbog”, hvor både processen med en partnerskabsmodel, ideer og konkrete løsningsforslag beskrives, hedder det i styrelsens tilsagn om de 1,4 millioner kroner.

Og det er netop et partnerskab mellem Mandø Fællesråd og Esbjerg Kommune, der er rygraden i hele projektet. Det tager sigte på at styrke Mandøs forskønnelsesudvalg og opkvalificere udvalgets medlemmer, så det kan stå o spidsen for en mere aktiv byforskønnelsesindsats.

Fællesråd og kommune vil desuden afdække behovet for mulige faglige samarbejdspartnere. I den forbindelse vil Nationalpark Vadehavet, Sydvestjyske Museer og VisitRibe blive opfordret til at indgå i samarbejdet.

Det hele tager henblik på at gennemføre en fælles indsats for byfornyelse og byforskønnelse. Ud over det skal samarbejdet styrke attraktive levevilkår, bosætning og erhvervsudvikling (turisme).

Formanden for byrådets udvalg for plan og miljø, Karen Sandrini (S) forelagde planerne for byrådet, og alle nikkede ja til at sætte projektet i gang.