Tekst Hasse Jørgensen, foto Egon Christensen og Hasse, mandag den 17. februar 2025

Længde 14 meter, bredde 5 meter, vægt 14 tons.

Det er målene på den selvbetjeningsforretning, der nu er stillet op på parkeringspladsen ved den gamle og nu nedlagte brugsforening i Roager.

Den store ”klods” kom fra Sæby, hvor den er produceret, på  en stor blokvogn med et par følgebiler, da køretøjet fyldte godt på vejene. Det betød også, at kortegen måtte ud på en lille omvej, da etableringen af den nye cykelsti ved hovedvejen på Nørremarken bevirkede, at blokvognen ikke kunne passere stedet.

Vel ankommet til Roager var det flot at se, hvordan chaufføren og medhjælpere håndterede det store køretøj og med centimeters nøjagtighed bakkede butikken på plads, så den med en stor kran kunne løftes op på fundamentet. Her skal den stå inddtil den gamle brugsforening er revet ned, hvorefter det er meningen, at selvbetjeningsbutikken skal flyttes hen, så den står lidt tilbagetrukket men parallelt med vejen.

Formanden for brugsforeningen, Alex Sørensen fortæller, at planen om at åbne butikken den 1. marts klokken 10 stadig står ved magt. Han regner med, at nedrivningen af de gamle butiksbygninger påbegyndes efter sommerferien.

I første omgang skal den nye selvbetjeningsbutik installeres med fryse- og køleelementer, idet det øvrige inventar var på plads ved leveringen.