Hvad skal man stille op med en bjørn?

En ting var at have lokket Mishka fra sin plageånd, noget andet og mere besværligt var det at hitte på, hvad man skulle stille op med den på slottet.

Da kokkemanden galede den kommende morgen, og slottets karle vågnede, opdagede de snart den store bjørn. En af karlene, som var kommet fra Sverige, var så modig at han gik hen med en spand vand til Mishka. Han opdagede hurtigt, at hun var ganske fredelig. Han var også klar over, at der skulle serveres mad for den store bamse, så der blev kogt en ekstra grydefuld byggrød i køkkenet, og hun spiste en god portion.

Mishka smaskede det hele i sig, og alle folkene var ude i gården for at tage den usædvanlige gæst i øjesyn. De kunne jo nok forestille sig, hvor den kom fra, men hvordan den var kommet ind i slotsgården, anede de ikke, og de ventede, at bjørnetrækkeren snart ville komme og hente sit dyr, men det skulle komme til at gå anderledes.

– – –

En fremmed rytter viste sig på broen ind til slotsgården. Det var en mandsperson, klædt i flot rød frakke og med en bredskygget hat på hovedet. I hatten stak en flot brun fjer fra en ukendt fuglerace. Manden havde en solid taske hængende ved sadlen. Stalddrengen kom løbende og tog sig af den fremmedes hest, så snart han var steget af. Rytteren tog sin taske og spurgte på tysk, om nogen forstod ham. Gammelfar tittede ud af smedjens dør, og han hørte alt, selv om han kunne være noget tunghør på grund af den megen støj fra hammerslagene. Gammelfar forstod udmærket tysk, og det gjorde slotsskriveren også. Skriveren svarede den fremmede, som næppe gav sig stunder til at tømme det velkomstbæger, en af ternerne bragte ham, inden han gik med over i skriverstuen.

Herovre tog han et dokument frem, skrevet på tysk og forseglet med den tyske kejsers segl. Slotsskriveren granskede dokumentet og satte sig til at skrive en dansk oversættelse, som næste formiddag blev båret om til Bent Byskriver på Rådhuset.

Bent lod dokumentet læse op for borgmesteren, som ikke selv kunne læse, og han gned sig i hænderne. Kejser Otto i Tyskland meddelte. at han samlede på vilde dyr, og han ville til at lave en zoologisk have ved sit slot. Han efterlyste en bjørn, som han grumme gerne ville have i sin samling.

– Vi har jo lige fået sådan en ud på Riberhus. Den må vi kunne få en pæn skilling for af kejseren. Hemmeligt tænkte han på, om kejseren mon ikke også ville give ham en medalje, hvis han sørgede for at opfylde kejserens ønske.

– Jeg vil straks gå ud på slottet og se, om der kan komme en handel i stand. Han tog sin borgmesterhat på hovedet og gik.

Fra slotsvinduerne havde man fået øje på borgmesteren længe inden han kom om ad broen. Slotsskriveren, som passede på al ting, når kongen ikke var der, havde lavet en varm drik og sat en kommenskringle frem.

– Velkommen, hr. Borgmester. Hvad skylder vi æren af dit besøg i dag?

Borgmesteren bed af kringlen og tog et drag af kruset, inden han sagde:

– Der er kommet en besked fra kejseren i Tyskland, at han gerne vil købe spændende og sjældne dyr, og nu ved jeg, at der netop er kommet en bjørn ind på slottet til Jer. Kan jeg købe den?

– Det ved jeg sandelig ikke. Den tilhører jo bjørnetrækkeren. Kan du hitte ham, kan du måske få en aftale.

Men det var nu ikke så nemt. Bjørnetrækkeren var som sunket i  jorden. Borte var han, og borte blev han. Slotsskriveren og Borgmesteren blev enige om, at det nok kunne gå an at lade bjørnen komme til Tyskland.