Tekst Hasse Jørgensen, foto Rene Jørgensen, fredag den 7. august

Corona eller ej: 160 mennesker fik sig en fantastisk oplevelse fredag aften i Klostergården ved Sct. Catharinæ Kirke, da der var opera.

De 160 mennesker betød udsolgt, da det var det antal, der var plads til, når alle sikkerhedshensyn til corona skulle tages. Og det skulle og blev de. Der var passende afstand, bar og toiletvogne var stillet op udenfor kirken og alle kunne nyde aftenen i sikker forvisning om, at der var gjort alt for at undgå smitte.

Det var en særdeles veloplagt operasanger Guido Paevatalu, der gæstede byen med sin GoldOpera. Han sprang i bogstaveligste forstand ind i publikums hjerter, da han tog turen op på scenen gennem et af de store klostervinduer. Og han slog tonen an til en dejlig aften med sine veloplagte fortællinger om musikken og anekdoter om de store kunstnere samt sin fornemme stemme. Han havde publikum i sin hule hånd.

Rammerne var perfekte, vejret var det samme, og de dygtige kunstnere, som også talte operasangerne Niels Jørgen Riis, Signe Asmussen og Josefine Andersen akkompagneret af Leif Greibe med trio formåede at skabe den helt rigtige stemning med deres fortolkning af de store mestres værker.

Ved koncerten blev der spillet musik af så kendte komponister som Mozart, Wagner, Verdi, Puccini, Rosini, Strauss og danske Carl Nielsen med flere.

Arrangementet blev lavet i et samarbejde med Musikforeningen Quedens, og de omkring 20 frivillige, der var stod for alt det praktiske, havde deres store andel i, at alle deltsagere fik en pragtfuld aften i det bedste sommervejr, der gives i Danmark, og i nogle kulisser, der er helt unikke.