Bamsebjørnen
En formiddag kom en omvandrende bjørnetrækker til Ribe. Han trak en stor og noget slunken brun bjørn med sig i en jernlænke. Bjørnen fulgte pænt med, men det var tydeligt at se, at den ikke brød sig om at være tæmmet. Bjørne vil gerne selv bestemme farten, og selv om Mishka, som bjørnetrækkeren kaldte den, havde gået i lænken adskillige år, kunne den tydeligvis ikke vænne sig til livet i fangenskab. Det var også slemt, at dens herre ofte gav den for lidt at æde.
Allerede langt udenfor byens port løb børn og ledige folk parret i møde og forsøgte at snakke med den fremmede mand, som gik i de usleste pjalter. Men han forstod kun enkelte tyske ord og slet ingen danske. Der var dog ingen tvivl om, at både han og Mishka var sultne.
Da de var kommet igennem byporten, tog manden et truthorn frem og begyndte at trutte for at lokke folk af huse. Snedkerne lagde deres hammer, skrædderne deres nåle, og husmødrene satte middagsgrøden fra ilden, så den ikke skulle svides. Alle skyndte sig ud for at se det farlige dyr.
Bjørnetrækkeren gjorde holdt på Torvet og begyndte at kommandere med sin bjørn. Han holdt en kæp i hånden, som han dirigerede dyret rundt med. Mishka brummede, men lystrede. Den rejste sig på bagbenene, dansede og slog ud med lufferne, drejede og nejede, så enhver måtte le. Børnene jublede og de ældre havde nok at gøre med at holde de små i afstand fra bjørnen, man vidste jo ikke, hvad sådan et glubende dyr kan hitte på.
Nisserne i Ribe sad på hustagene og i storkerederne, hvorfra kiggede ned på forestillingen.
– Det er nu synd for Mishka, sagde lille Lobo til sin bror Bimse. Kan du ikke se, at den store fyr både bliver mishandlet og sultet af den onde bjørnetrækker?
– Jo, det kunne Bimse nok indse, men de små nisser kunne nok ikke stille meget op imod den udenlandske mand og det stærke dyr.
– Vi må hitte på noget for at hjælpe Mishka.
Da brødrene kom hjem på Riberhus, gik de til Gammelfar, der som sædvanlig stod i smedjen og arbejdede. Han fik fortalt historien om bjørnen og hvordan den blev behandlet Det var ubehagelige nyheder, Gammelfar var som alle nisser en stor dyreven. Han hamrede eftertænksomt på jernet, mens det stadig var varmt. Han kunne så godt tænke, når hammeren klang mod ambolten. Omsider lagde han værktøjet til side.
– Hør en gang, sagde han, er der nogen af Jer, der ved, hvor man kan finde en potte honning?
– Ja, der står en hel tønde honning i slottets fadebur.
– Så gå op og fyld et pottemål med honning og kom ned til mig med den.
Nissebørnene benede rask af sted. Deres korte ben var lidt ubekvemme at løbe på, men de brugte dem som kæp i hjul.
– Vi må først blive til vens med Mishka. Den kender os ikke, og den ved ikke, hvad vi er ude på, sagde Gammelfar. Han lagde hammer og skødeskind fra sig og tog sin pæne kofte på. Så gik Gammelfar, omgivet af en sværm nissebørn om på Torvet, hvor Mishka stod bundet til et gelænder, mens dens herre stod og gnavede på et stykke hvedebrød, nogen havde givet ham. Mishka måtte nøjes med at par rå gulerødder og pastinakker, som var kastet hen til den. Sulten som den var, gnavede den los af de rå rødder, skønt de ikke bekom den ret godt. Hvordan det så end gik til, så bjørnetrækkeren ikke, men på én gang opdagede han, at bjørnen sad på sin hale med et pottemål i poterne og slikkede honning i sig. Det var selvfølgelig Gammelfar og hans venner, der havde været på spil.
Bjørnetrækkeren så noget overrasket ud, men han kendte sin bjørn godt nok til at vide, at han ikke skulle tage noget fra den.
Han trak af sted med Mishka. De gik om mod Sønderport, hvor de havde fået husly i en hestestald hos en vognmand. Men da hestene fornam bjørnen i stalden, blev de helt vilde og sparkede og vrinskede, så det endte med, at Mishka måtte lægges i en stor høstak på gårdspladsen, og bjørnetrækkeren lagde sig inde i stalden.
Da der var ro i gården, tog nisserne affære. De klappede venligt Mishka på snuden, til hun vågnede. Hun genkendte dem og slikkede dem på hænderne og var rede til at følge med, da de trak af sted med hende. Bjørnen blev trukket op på slottet. Her fik den et godt foder af havre, vand og et par gode kødben fra køkkenet. Nissebørnene hørte længe den hyggelige lyd af bjørnen, der gnaskede. Da de vågnede næste morgen, skyndte de sig hen i køkkenet, hvor bjørnen lå lystigt snorkende i et hjørne med snuden fedtet grundigt ind af aftensmaden. Nissebørnene på Riberhus var glade for, at de havde reddet bamsen fra den grimme mand, som ikke havde behandlet den ordentligt. Bamsen blev vækket, og de førte den hen i laden, hvor den fik en lang formiddagslur i en stor dynge rent og lunt halm.
