Tekst & Foto: Johnny Tauman
20. juli 2022

– Jeg tager ingen chancer, så derfor har jeg altid 2000 halmballer i laden, før fyringssæsonen begynder, lyder det fra Henning Nissen på Vesterlundvej 27 i Høm. Siden 1990 har Henning og Kirsten fyret deres ejendom med halm – og med de stigende priser på energi vil de fortsætte nogle år endnu. Kirsten har dog luftet tanken om at får jordvarme.

Da RYK IND RIBE finder Henning i den store lade, er han i færd med at finde en starterfejl på den gamle Dronningborg maskine fra 1990. – Den startede fint, men gik så straks i stå, så der skal måske monteres en ny dieselpumpe, inden han kan køre ud og høste halm på sine egne 18 hektar og dertil 10 hektar for en nabo.

– Halmfyret, der står i en selvstændig bygning, skal have to Morten Korch baller om dagen – de har fået navnet efter filmene og er meget mindre end ”normale” baller. Der skal anvendes ca. 4-5 hektar halm til at dække en fyringsperiode.
Henning har desuden fået solceller på taget, som letter opgaven med at have varmt vand i huset hen over sommeren, hvor fyret holder pause.

Hvordan får du så høstet? – Jo, jeg får hjælp af nogle gode kammerater, som kender betalingen – en hyggelig høstaften med guleærter.