Tekst og fotos Hasse Jørgensen, lørdag den 23. marts.

Der var fest og stemning så det battede på Dan Hostel Ribe fredag aften (22. marts).

Omkring 150 unge mennesker i alderen ni til 12 år havde indtaget den gamle Ribehal til det første pre teen party, og at dømme ud fra tilstrømningen og stemningen i hallen, bør det bestemt ikke være sidste gang, et sådant selskab holdes.

Værten, Claus Pedersen, gav da også under festen udtryk for, at det arrangement vil blive gentaget.

De unge mennesker startede med at spise, og så blev der ellers danset, klatret på klatrevæg, spillet bordtennis, hoppet, leget og snakket til den store guldmedalje.

Der blev afviklet konkurrencer med fine præmier skænket af byens handlende, og de unge damer kunne få sat lokkerne af en professionel frisør.

Der var ingen tvivl om, at de unge mennesker nød festen i fulde drag.