Tekst Hasse Jørgensen, foto Ole Akhøj, tirsdag den 31. januar 2023
15. Juni Fonden bevilger stort beløb til nyt landsdækkende udstillingssamarbejde mellem fire danske kunstmuseer. Udstillingens navn bliver ”Vildt nok. Jagt i dansk kunst” og kommer til at behandle jagt som billedkunstnerisk motiv.
Ribe Kunstmuseum, Fuglsang Kunstmuseum, Faaborg Museum og Skovgaard Museet har med stor glæde modtaget besked om, at det store udstillingssamarbejde “Vildt nok. Jagt i dansk kunst” har opnået fuldfinansiering fra 15. Juni Fonden på knap 2.6 mio. kr. Det bliver således alene 15. Juni Fonden, der støtter udstillingen økonomisk.
Fondsdirektør Per Voetman fra 15. Juni Fonden fortæller, at man har valgt at gå ind i projektet, fordi udstillingen er et signaturprojekt for fonden: – Udstillingen vil skabe forbindelse mellem jagt- og naturinteresse, billedkunst og kulturforståelse, og det rammer lige ned i fondens formålsbeskrivelse. Derudover har udstillingen potentiale til at udvide publikumssammensætningen på de fire museer, og i den forbindelse er det særligt interessant, at museerne inddrager de forskellige syn på jagt i formidlingen.
Et af formålene med udstillingsprojektet er at bruge jagtmotivet i kunsten til at give publikum et nuanceret blik på jagt før og nu: – Den generøse fuldfinansiering gør det muligt for os at arbejde tværfagligt og inddrage kultur- og naturhistoriske genstande såvel som andre aktører end i den klassiske kunstudstilling. På den måde kan vi udfolde et nuanceret blik på skiftende tiders forhold til jagt samt de sociale og kulturelle fællesskaber, der traditionelt har knyttet sig til jagten. Det bliver stort, og vi er meget taknemlige for 15. Juni Fondens støtte, fortæller Anne-Mette Villumsen, direktør for Ribe Kunstmuseum, på vegne af de fire museer.
Udstillingen åbner på Ribe Kunstmuseum 17. juni og fortsætter derefter til Fuglsang Kunstmuseum, Faaborg Museum og Skovgaard Museet.