Pinkus kommer hjem til slottet

Efter besøget i Lustrup nåede Pinkus hjem til Riberhus og blev glad for at se sine venner og mange slægtninge på slottet. Men i mellemtiden, mens han havde været borte, var kongen af Danmark blevet uvenner med den svenske konge, og der var udbrudt krig imellem Danmark og Sverige. Kong Frederik klarede sig ikke så godt, og svenskerne havde erobret Riberhus. Det var egentlig ikke noget, som nisserne på slottet mærkede så meget til med undtagelse af, at der blev snakket svensk i salene, hvor de fremmede soldater lå i kvarter og havde fyldt gulvene op med halm, som de lå og snorkede i til langt op ad formiddagen.
Soldaterne opførte sig ikke pænt i Ribe. Når de havde brug for noget at spise, tog de bare de får og kreaturer, de kunne få fat på og lod dem stege i køkkenet, uden at der nogensinde blev betalt for dem. Der var næsten ikke flere køer tilbage i Ribe, og børnene fik ingen mælk. Til al lykke havde de den gode gedemælk. Da soldaterne ikke ville spise gedekød, fik byens geder lov at gå i fred.

Pinkus og hans venner snakkede om, hvordan de kunne hjælpe Kong Frederik. Det var nu ikke så let, for nisser er bange for skydevåben, og de gemte sig under dynerne, når de kunne høre de svenske kanoner skyde.

En dag kom svenskerne trækkende med en grim kanon, som de stillede op på volden, og så begyndte de at skyde efter vejrhanen på Domkirken. De ramte nu slet ikke, men deres kanonkugler skvattede ned imellem husene, og somme tider blev en skorsten på et af byens  huse skudt itu. Til gengæld trak de danske soldater en kanon op i Domkirkens tårn og skød over mod Riberhus, men de var lige så ringe til at ramme.

Den larm blev for meget for Pinkus og de andre.

– Vi må se at blive af med de svenskere.

– Den kanonlarm er ikke til at holde ud.

– De grådige soldater æder alle kreaturer i byen og på landet.

– Der er kun én ko tilbage i hele Høm, og lige så sølle står det til i de øvrige landsbyer på egnen.

Sådan beklagede de sig, indtil Lirum, en lille nisse på kun 46 år sagde:

– Jeg synes også, at det svenske flag er grimt. Kunne vi ikke hejse det ned?

Der blev stille i stuen, da han havde sagt det. De ældre spekulerede og funderede en stund. Så tog Lobo ordet:

– Nu har jeg det. Når svenskerne sover, hejser vi bare deres flag ned og sætter Dannebrog op. Det vil irritere dem.

Samme aften udførte de deres plan. Stilfærdigt løsnede Lirum og Lobo flagsnoren og tog det svenske flag ned, rullede det sammen og stoppede det ind under kommandantens lagen, mens han spiste davre næste morgen. Så hejsede de Kong Frederiks danske flag op i stedet for.

Den svenske kommandant blev gul og blå i ansigtet af arrigskab, da han om morgenen så, hvad der var sket.

– Hvem har hejst den grimme klud op over slottet, brølede han, og hans skæg strittede af knarvornhed. Hvor er den prægtige svenske fane?

Hans soldater kom til at svede af skræk for kommandantens vrede, men ingen kunne svare. Der blev sendt bud til byens skrædder, som kom og syede et nyt flag, og så blev der posteret en barsk soldat ved flagstangen. Han havde både sabel og morgenstjerne ved hånden. Så regnede kommandanten ikke med, at nogen turde nærme sig flagstangen.

Men det turde slotsnisserne. Om aftenen listede Lirum og Lobo sig igen på bare fødder hen og klippede flagsnoren over, så flaget faldt ned i knoppen på vagtposten. Det blev han lidt overrasket over, men han var en godmodig fyr, som bare bandt snoren sammen og hejste flaget igen. Det hang på sin plads om morgenen, da kommandanten kom ud og begyndte at kommandere igen. Han var stadig arrig, og syntes, at nu skulle der gøres et alvorligt forsøg på at skyde Domkirkens tårn ned.

Der blev skudt mange gange, men kuglerne ramte ikke. Lobo og Lirum var enige om, at det ikke var til at holde ud at høre på.

– Vi må stoppe det rabalder, Lobo var godt sur.

– Jeg ved godt, hvordan vi kan jage svenskerne væk, hør en gang. Lirum forklarede sin plan, og Lobo lo fornøjet.

– – –

Soldaterne blev efterhånden trætte at at putte tunge jernkugler i kanonen, og ved middagstid holdt de pause og gik ind i køkkenet for at få deres middagsmad. Imens løb Lirum og Lobo hurtigt gennem de underjordiske gange og fik en hurtig aftale med flere af byens nisser, som alle var med på at standse de larmende kanonader. I løbet at kort tid kom der flere nisser ud til slottet med spande og æsker, som de holdt godt fast på, og som alle var dækket af tætte låg.

Om eftermiddagen ville soldaterne igen til at skyde. De hældte krudt i kanonen, en kugle blev trillet ind i kanonrøret, og en lunte stukket i fænghullet. Skydemesteren kom med sin fakkel og skulle lige til at sætte den til lunten, da der oppe fra gavllugen klaskede et hvepsebo lige ned på stenbroen, og hundreder af arrige hvepse strømmede ud som en sort røgsky. Hvepsene gik til angreb på de barske soldater. Hvepsene var gale som tyskere og svenskerne var rædde som svenskere. Soldaterne baskede vildt om sig og løb til alle sider, og kanonen blev ikke affyret. De voksne krigere var slået af marken af de bittesmå insekter. Hvepsekrigen endte den dag med, at hvepsene fik magten, og soldaterne måtte vige.

Oppe i gavllugen sad Lobo og Lirum og morede sig.

– Det gik jo fint. Hvepsene er på vores side, sagde Lobo.

– Vi har endnu lidt hvepseammunition til de næste dage, hvis det skulle være.

Svenskerne forsøgte da også et par dage senere igen at få gang i skyderiet, men da der igen kom et hvepsebo drattende, opgav de den larmende beskæftigelse. De havde fået skudt et par søjler i domkirketårnets rækværk i smadder, men det var nemt at reparere det igen, da fjenden kort efter var ude af byen igen. Nisserne havde drillet svenskerne hver eneste dag. De redte ikke kommandantens seng, inden de drog af sted, og da slottets tjenestefolk fandt det krøllede svenske flag, lo de og sagde:

– Det har han nok lagt her fordi han var ræd for at komme til at tisse i sengen.

Sådan vandt de små nisser Lobo og Lirum og de arrige hvepse over den svenske konge og alle hans mænd.