Tekst og foto Hasse Jørgensen, fredag den 7. maj

Omkring 140 handicappede får nu hjælp til at udnytte deres rideterapi endnu bedre end hidtil. Hjælpen kommer i form af nogle store spejle, der er monteret på endevæggen i den store ridehal hos stutteriet Majlund på Lundgårdsvej. Og at dette er muligt, skyldes en donation på 25.000 kroner fra Sydbank Fonden.

De 140 handicappede mødes hver uge til ridetimer på Lundgård, som ægteparret Annika og Magne Pagaard ejer, og hvor de driver deres stutteri og rideterapi for handicappede samt rideskole.

– Og de spejle, vi nu har fået, gør det meget, meget lettere at anskueliggøre overfor de handicappede, når de ikke sidder rigtig på hesten. Mange af dem forstår ikke, når vi siger, de sider skævt eller på anden måde forkert på hesten, men nu kan de selv se, hvad vi mener, og det meget lettere for alle parter, fortæller Magne Pagaard.

Og Annika Pagaard supplerer: – Ridning er så godt for handicappede, fordi en hest bevæger sig tredimensionelt lige som et menneske. Det betyder, at når den handicappede ridder, sendes der de samme signaler til hjernen, som når vi går, og desuden løsner ridningen og hestens bevægelse op for de skadede muskler.

På centeret er der tilknyttet to fysioterapeuter, og det er en forudsætning, for, at de handicappede kan opnå offentligt tilskud til rideterapien.

Deltagerne kommer fra hele Syd- og Vestjylland fra Varde i nord til Tønder i syd og indtil midtlandet. I det område er der kun et center i Bramming og så det på Lundgård i Ribe, der giver denne rideterapi.

Det foregår i hold, og mange af brugerne kommer i busser fra de forskellige institutioner.

– Vi gør meget ud af også at øve sanserne hos deltagerne, og derfor rider vi ofte i skovene omkring Lundgaard, og det betyder meget for deltagerne, fortæller Annika Pagaard, der nu har fået tilladelse til at ride i nogle skovområder, hvor der er lavet særlige ridestier.

Morten Bøje Degn fra Sydbank fortæller, at årsagen til, at pengene er givet til spejlene, bl.a. skyldes, at pengene kommer mange til gode, og at det i det hele taget er et godt formål.