Tekst og fotos Hasse Jørgensen, torsdag den 25. juli
14 islandske heste med lige så mange ryttere fra en stor del af landet indtog torsdag aften Torvet i Ribe.
De 14 heste og ryttere kom ridende i samlet flok ind på Torvet, og det var et flot skue at se de velplejede heste stille op langs med domkirken.
Hestene og deres ryttere klædt i vikingedragter vakte stor interesse hos de mange turister, der i den tidlige og lune aftentime stadig besøgte Ribes bymidte.
Hestene og deres ryttere er i denne uge på Vikingecenteret Lustrupholm, hvor de hver dag giver opvisning i ridning på hestene. Det er en fast tradition, at islandske heste og ryttere samles på vikingcenteret i løbet af sommeren, for islandske heste var netop de heste, vikingerne brugte.
På hjemmesiden www.islandskeheste.dk hedder det om hesten: De islandske heste stammer fra de heste, som vikingerne bragte med sig, da de bosatte sig på Island for mere end elleve hundrede år siden. Der har ikke været importeret heste til Island siden Vikingetiden. Derfor har vi i denne enestående hesterace Nordens eget, oprindelige fuldblod i form af de stærke, små töltere.
Naturen, som hestene har levet i gennem århundreder, har gjort dem sunde og hårdføre, og islændingenes krav til et alsidigt transportdyr i det uvejsomme terræn har skabt en usædvanlig pålidelig, stærk og behagelig ridehest, utrolig sikker på benene og med masser af temperament og løbevilje.
Den islandske hest er først og fremmest en brugshest, hvor den største vægt lægges på gode rideegenskaber. Den skal være modig og selvstændig, villig og samarbejdsvillig. Den skal være nem at holde og må have god tilpasningsevne og frem for alt et godt sind.
Den islandske hest er en alsidig ridehest for voksne, men egner sig også for børn. Den kan anvendes til alle former for ridning, lige fra skovture og familieridning til langdistanceridning og konkurrence.













































































