Tekst og foto Hasse Jørgensen, fredag den 19. november
Så bliver det igen jul i den gamle by. I hvert tilfælde hvis alt går, som folkene bag Peters Jul håber. For selv om Corona19 lurer i baggrunden, satser alle i Ribe på at gennemføre en rigtig hyggelig optakt til den store højtid.
Julehytterne kom i går på plads på Torvet, og i alt er der stillet 14 hytter op, så der bliver tale om et virkeligt hyggeligt julemarked midt i den gamle by.
De var vognmand Leths store biler med kran, der sørgede for på et par timer at få de 14 hytter anbragt. De største af hytterne vejer en lille ton, anslog vognmand Leth, da han med fjernbetjeningen af den store kran let og elegant svingede hytter på plads med millimeters nøjagtighed.
Den store kran kan, når den er skudt helt ud, løfte 800 kilo, og da kranen slet ikke var i sin yderste position, var hytterne overhovedet ikke noget problem.
Også det store juletræ er kommet på plads på Torvet, og det mangler nu kun lyskæderne, før det kan sende sin glans ud over området
Peters jul starter som bekendt på fredag den 26. november, når julemanden vækkes på Hotel Dagmar klokken 16, hvorefter julemanden tænder lysene på juletræet.









































































