Sølvmønterne ruller

Lidt udenfor Ribe ligger landsbyen Lustrup. Det var den gang ingen fattig landsby, men beboerne i byen levede sparsommeligt. De fleste havde et par geder, kun få havde græsmark nok til at holde en ko. Pinkus kom igennem den lille landsby en morgen kort efter at en del af gederne havde fået kid, og i mange gårde og foran mange huse hoppede de lystige små gavtyve omkring og gjorde kåde løjer. De undså sig ikke for at hoppe op på de lave stråtag og kigge ned i skostenene, hvor de kom til at nyse af røgen, der steg op.

Pinkus fik igen en af sine mange gode idéer.

– Jeg har jo penge på lommen. Jeg fik jo en håndfuld sølvmønter med fra Helgoland. Hvis jeg køber en flok geder i stedet for en ko, så kan mange fattige børn i Ribe få mælk. Det er er meget billigere at fodre geder end køer.

Men hvordan skulle han gribe sagen an? En nisse kan jo ikke gå lige hen til et hvilket som helst menneske og give sig i handel. Her måtte lægges en plan, og hjælpen til planlægningen lå nær.

Selvfølgelig er der også nisser i Lustrup – det er der den dag i dag, og dem henvendte Pinkus sig til.

– Mon jeg kan få lov til at købe nogle af de mange kid, der er i landsbyen? Pinkus spurgte en tykmavet nisse, som kom ud ad en stalddør.

– Ja, det vil jeg tro. Men er du ikke Pinkus, min fars fætter? sagde den tykke. Jeg kan kende dig på dine skæve fortænder. Vi har ikke set hinanden længe, hvor har du været? Kan du kende mig, Limbus. Min far hed Asse.

– Åh, jo. Nu kan jeg kende dig. Hvor er du blevet dejlig tyk, siden vi sås sidst.

– Ja, vi lider ingen nød. Sunde nisser skal have runde maver. Nå, så du vil købe gedekid?

– Det vil jeg gerne, der er fattige børn i Ribe, som sjældent får mælk. Jeg har sandelig også menneskepenge at betale med. Gode og tunge sølvmønter.

– Det må vi finde ud af. Kom nu med op på høloftet og hils på mutter, alle børnene og din fætter Asse.

Det blev et fornøjeligt gensyn mellem de to fætre.  Familien i Lustrup tilbragte en fornøjelig dag i selskab med Pinkus, som underholdt med at fortælle om sine eventyr på skibet, skibbruddet, besøget på Helgoland, sørøverskatten og mødet med den forladte ged i Ballum. Det blev silde den aften, inden der blev ro på høloftet.

Den følgende morgen satte Asse og Pinkus sig og lagde råd op. Pinkus viste sølvmønterne fra sørøverhulen frem, og de to blev enige om, at der nok måtte være penge til en halv snes geder.

– Ser du, der bor en gammel klodsmager her i Lustrup. Ham kan vi snakke med, for han kender nissesproget. Han er god mod os og laver træsko til os i god pasform. Han kan nok hjælpe dig med handlen.

– – –

Klodsmageren stod i sit værksted, hvor duftende træspåner faldt fra skeboret i de kønne elletræs-træsko, han var i færd med at bore ud, da fætrene kom ind. Hans grå skæg skiltes i et smil.

– Du kan da ikke allerede have slidt dine træsko op, Asse, de er kun fra sidste år?

– Næ, det er et helt andet ærinde, vi har til dig. Asse og Pinkus forklarede, hvilke tanker de havde gjort sig.

– Tjah, det må jeg nok kunne hitte en løsning på, sagde klodsmageren. Han så sølvmønterne fra Helgoland og mente nok, at der skulle blive råd til at købe en del gedekid.

– Nu fortæller jeg min nabo, at jeg er interesseret i at købe kid, sagde han, så siger han det til de øvrige i byen, og så skal I se gedemarked, når de kommer og vil sælge.

Således skete det også. Klodsmageren fik købt kiddene, og efterhånden som de voksede til og kunne undvære deres mor, blev de trukket til Ribe og givet til familier med børn. Asse, Limbus og Pinkus hjalp hinanden med at finde ud af, hvem der skulle have kiddene, og så trak de dem til staden tidligt om aftenerne, når der ikke var for meget månelys. De bandt gederne ved folks dørhåndtag, hvis dørene var låste, ellers lukkede de bare dyrene ind i husene, hvor de snart blev opdagede og fik plads i de små stalde, der den gang gerne var ved siden af køkkenerne.

Borgerne i Ribe undrede sig over, hvor dyrene kom fra, men ikke en gang vægteren, som ellers gik rundt i gaderne om natten og holdt øje med at alt var roligt, kunne oplyse noget. Han krattede sig i nakken, snød næsen og funderede, men det hjalp alt sammen ikke det ringeste.

Børnene og forældrene blev altid glade for gaven. Børnene fik en sjov legekammerat, og forældrene havde mælk i huset. De følgende somre kunne man se glade børn trække deres geder rundt langs vejene om Ribe, hvor gederne nippede græs i grøfterne, og om efteråret samlede forældrene hø, som blev lagt på lofterne, hvorfra det i vinterens løb blev fodret op.

Pinkus havde gjort en god gerning, men kun få vidste, hvem der stod bag gede-gaverne. Nu ved du det, og kan fortælle, hvis nogen spørger.