Tekst Hasse Jørgensen, tirsdag den 18. april 2023

Nu har et hvert ungt menneske mellem 14 og 25 år chancen for at komme i det nye unge byråd, som nu oprettes af ”det rigtige” byråd.

Byrådet vedtog mandag reglerne for det nye byråd, der skal bestå af 15 medlemmer og som får en høringsret, ligesom ungdomsbyrådet også kan sende sager til selve byrådet.

Ungdomsbyrådet virker fra 1. oktober til 30 september, og ansøgningsfristen er fra 1. til 31. august, hvor interesserede skal sende deres ansøgning til kommunen.

Og på byrådsmødet opfordrede den radikale Jasmin Lykke alle unge i hele kommunen til at søge, så man kan få  et så bredt sammensat ungdomsbyråd som muligt.

– Ungdomsbyrådet skal være med til at holde de unge i kommunen, og det er vigtigt at få dem inddraget i den demokratiske proces.

– De er både nutidens og fremtidens borgere, fastslog Jasmin Lykke.

Også Emil Pedersen (V) hilste ungdomsbyrådet velkomment: – De unge skaber liv og kultur.