Tekst: René Jørgensen
28. juni 2019.

Det antikvariske Selskab

Velkommen til Det antikvariske Selskabs efterårsprogram, der kan byde på emner fra nutid, nyere tid og vikingetid.

Selskabet begynder med en havnerundfart i Esbjerg, der sidste år kunne fejre sin 150 års fødselsdag.

På busturen skal havnens historie opleves og der skal høre om de aktuelle aktiviteter og planer.

Et foredrag ved Søren Sindbæk og Jesper Olsen handler om datering og resultater af vikingetidsudgravningerne ved Kunstmuseet.

Det gav store overskrifter i pressen, da detektorførere fandt de mange ualmindeligt velbevarede vikingetidsmønter ved Damhus.

Nu vil Claus Feveile beskrive og tolke den enestående skat.

Selskabet runder af med et dobbeltarrangement, hvor Søren Mulvad fortæller den spændende historie om kaptajn Poulsen fra Ribe, og hvor Mette Søvsø vil præsentere genstande, som man kan forsøge at gætte brugen af. – I oktober er der bogsalg på Høstmarkedet i Toldbodens Gård, og den anden weekend i december holdes det store og traditionsrige bogbazar i Toldboden.

Esbjerghavn Foto: Torben Hestehave

Med Kurt Mathiesen og De Blå Busser på havnerundtur i Esbjerg

Tirsdag d. 2. august kl. 13-17

Afgang og hjemkomst: Odins Plads i Ribe

Turledere: Erik Henriksen og Lars Ilsøe

Sidste år kunne Esbjerg Havn fejre sin 150 års fødselsdag. Det har givet Selskabet ideen til et besøg.  Busudflugten vil give mulighed for at opleve hele denne store og spændende havn, der er et trafikknudepunkt og et sted med mange arbejdspladser i stadig udvikling. Lokale og erfarne guider vil fortælle historien om havnens anlæg, udvikling og nuværende aktiviteter. Tænk bare på fiskeri, svineeksport, færgefart, lystbåde, boreplatforme, vindmølleindustri og, hvad der årligt i øvrigt passerer denne travle havn. Begge steder besøges, hvor man normalt ikke har adgang som privatperson. Der vil blive budt på kaffe og sødt undervejs.  Forventet hjemkomst på Odins Plads igen ca. kl 17.

Praktiske forhold: Max. 48 deltagere.

Turens pris for bus, guide og kaffe er 120 kr. pr. person for medlemmer af Det antikvariske Selskab og Esbjerg og Omegns Museumsforening. Betal venligst kontant eller med mobile Pay i bussen.

Tilmelding kan ske til Erik Henriksen på tlf. 51 25 42 68 fra tirsdag d. 6. august til tirsdag d. 20. august. Telefonsvarer kan ikke benyttes.

Udgravningen ved Kunstmuseet 2018  Foto: SJM

775 – året da solen skælvede: Med kulstof-14 på jagt efter vikingetidens begyndelse i Ribe.

Dobbeltforedrag ved Søren Sindbæk, professor i middelalderarkæologi ved Aarhus Universitet

og Jesper Olsen, leder af AMS-dateringslaboratoriet på Aarhus Universitet

Onsdag d. 25. september kl. 19.30

Museet Ribes Vikinger

Kulstof 14 dateringer er et af arkæologiens vigtigste arbejdsredskaber. I mange år har målinger af det radioaktive kulstof i f.eks. træ og knogler været med til at tidsfæste fund fra fortiden. Men metoden har en ulempe: dateringerne har en usikkerhed, ofte med mere end 100 års fejlmargin. Det skyldes blandt andet at mængden af kulstof-14 i atmosfæren varierer på grund af kosmisk stråling. I 2012 opdagede et japansk forskerhold at den samme stråling kan være nøglen til en helt ny brug af kulstof-14 dateringer. Igennem historien har kosmiske begivenheder som solstorme skabt udsving i kulstof-14 niveauet. De kan genfindes i arkæologiske fund, og i sjældne tilfælde give et eksakt årstal. En af de største udsving skete i år 775 – mens den lille handels- og havneby Ribe var i udvikling. Forskere fra Sydvestjyske Museer og Aarhus universitet har været på jagt efter kulstoffet fra 775 i Ribes undergrund. I dette foredrag fortæller Jesper Olsen og Søren Sindbæk om resultaterne. Samtidig kan man høre mere om, hvad der er kommet ud af de store udgravninger ved Ribe Kunstmuseum i 2017-18. Hør med på ny viden om vikingetidens begyndelse – og om solens aktivitet og klimaforandringer i fortiden.

Gratis for medlemmer af Det antikvariske Selskab, Esbjerg og Omegns Museumsforening , 50 kr. for ikke-medlemmer.

Bogsalg iToldboden foto: Lars Ilsøe.

Bogsalg ved Høstmarkedet i Toldbodens Gård

Lørdag d. 5. oktober og søndag d. 6. oktober, begge dage kl. 10.00 – 16.00

På baggrund af godt salg og mange interesserede købere sidste år vil Det antikvariske Selskab atter være til stede med et bogsalg ved årets Høstmarked.

Bøgerne til salg spænder vidt i emner og titler, og der vil være noget for en enhver smag til aldeles rimelige priser: krimier, kogebøger, biografier, bøger om lokalhistorie, historie, geografi og natur, kunstbøger, romaner, dvd’er m.m. Vi siger tak til de mange, der har doneret bøgerne til salget. Kom og gør et kup!

Foto: Mønter fra Damhus-skatten Foto: SJM

Damhus-skatten og Ribes tidlige mønter

Museumsinspektør Claus Feveile, Sydvestjyske Museer

Tirsdag d. 29. oktober kl. 19.30

Museet Ribes Vikinger

I mange år blev de små Wodan/monster-mønter fra 700-årene kaldt for Ribes mønt. Nu kan der føjes et helt nyt kapitel til historien om mønterne fra Ribe efter fundet af den fantastiske skat ved Damhus i efteråret 2018. Skatten indeholdt 262 mønter fra tidlig 800-årene og har givet os et kvantespring i vores forståelse af udmøntningerne fra den periode. Foredraget vil give et overblik over de forskellige mønter fra Ribe og især fortælle om Damhus-skatten, dvs. udgravningen og eksempler på de mange oplysninger man kan trække ud af mønterne. Hvem møntede dem? Hvordan gjorde man, over hvor lang tid stod det på?

Gratis for medlemmer af Det antikvariske Selskab og Esbjerg og Omegns Museumsforening. 50 kr. for ikke-medlemmer.

Kaptajn Charles Poulsen fra Ribe Foto Søren Mulvad.

Dobbeltarrangement: Historien om kaptajn Charles Poulsen fra Ribe ved forfatter og lærer Søren Mulvad

Gæt en genstand fra Magasinet – en juleleg ved museumsinspektør Mette Søvsø, Sydvestjyske Museer

Torsdag d. 28. november kl. 19.30

Museet Ribes Vikinger

Først fortæller Søren Mulvad om Kaptajn Charles Poulsen (1862-1933), der i sin tid var en kendt Ribe-skikkelse. Han var barnefødt i byen under fattige kår, kom i familiepleje og drog tidligt til søs. Charles Poulsen steg i graderne, indtil han rundede af på en af søfartens højeste poster, nemlig som fører af den firmastede bark ”Viking”, skoleskibet for befalingsmænd. Fra ”Vikings” rejser med befalingsmandselever findes dokumentation for hans glæde ved arbejdet på skibet og for, hvor afholdt han var af eleverne. I foredraget vil der blive refereret en række barske og eventyrlige oplevelser. Som pensionist slog han sig ned i fødebyen Ribe. Kaptajn Poulsens efterkommere lever endnu i byen og på egnen. Efter pausen vil museumsinspektør Mette Søvsø præsentere nogle genstande, som man kan forsøge at gætte, hvad er. Der vil blive givet små præmier til dem, som gætter rigtigt flest gange.

Gratis for medlemmer af Det antikvariske Selskab og Esbjerg og Omegns Museumsforening, 50 kr. for ikke-medlemmer.

Bogbazar i Toldboden

Lørdag 7. december  kl. 10-17 og Søndag 8. december kl. 11-16

Toldboden, Overdammen i Ribe

Traditionen tro afholder Det antikvariske Selskab i Ribe juleudsalg af indleverede bøger. Her kan man for små penge skaffe sig bøger, hvis indhold er historisk, lokalt, etnografisk, arkæologisk, kulturhistorisk, biografisk, skønlitterært og meget andet. Det kan være, der er en bog, man har savnet, eller man har lyst til at læse i juleferien. Kom selv og se efter!