Tekst: Johnny Tauman Foto: Johnny Tauman og Finn Silber
27. Oktober 2018
Rykindribe-RETROEN: Hotel Dagmar fra 1962-68 (afsnit 2)
Seniorkøkkenchef Finn Silber omtaler årene på Hotel Dagmar som noget af det bedste, han har oplevet, men når snakken kommer ind på vilkår, så er det tydeligt at fornemme, at det var hårde tider.
130 spisende gæster hver dag i julen
Hotel Dagmar var altid fuldt booket – det betød, at gæsterne skulle bespises efter alle kunstens regler. Specielt omkring julehøjtiden var der mere end travlt. Forestil dig bare arbejdet med en juleaftens middag med 7 retter den 24. december, julemiddag den 25. december og julefrokost den 26. december – alle dage med 130 spisende gæster. Der blev knoklet og kreeret i køkkenet til overnattende gæster samt ripensere og gæster i bil, som ønskede at få smagsmæssige oplevelser.
Hotel Dagmar anvendte lokale leverandører
Finn Silber fortæller, at de anvendte så mange lokale leverandører som muligt og fremhæver specielt slagter Gregersen i Sønderportsgade som den fineste slagter med exceptionel kød.
Men følgende får også plusser:
Købmand Christensen
Rådhuskonditoriet
Gartner Mathiesen
”Sildesnedker” Johansen
Ishøy blomster
Gartner Nønnecke
Og så var der alle lystfiskerne, som troppede op ved bagdøren med laks og havørreder – fisker Charles Poulsen som kunne levere ål.
Forellerne hentede vi i et forsøgsdambrug ved Brøns.
”På et tidspunkt skulle vi også have en række eksotiske retter, – og her var Parmo Pedersen til rigtig stor hjælp,” fortæller Finn Silber, der havde et formidabelt spisekort med mange muligheder til blot 12-15 kroner for en hovedret.
Amerikanske gæster i store busser
Der var mange amerikanske gæster, som spiste frokost på Hotel Dagmar. De kom til byen i store busser, som parkede strategisk i Storegade ud for Pircherts butik. Amerikanerne kastede sig over guldet AMBER – ravsmykker som kæder, ørenringe etc. Disse besøg fandt sted 2-4 gange om ugen. Edelskovs busser stod herefter parkeret på Torvet langs noget, der ikke mindst på den skyggefulde nordside lignede en grav, flere meter under det aktuelle niveau. Dette blev markeret med s-jerngelændere og mure, der rent trafikalt sikrede pladsen mod ulykker. Ofte 2 og 3 busser i blå farver.
Prøv at se nærmere billederne med de forskellige retter, som Finn Silber har været med til at skabe.
(Fortsættes)