Tekst Hasse Jørgensen, mandag den 15. november

13 borgere, der har afgivet deres brevstemme til regionsrådsvalget på biblioteket i Ribe, får en chance for at stemme om.

Det har indenrigsministeriet bestemt efter fejlen med de forkert ophængte valglister i afstemningslokalet i Ribe blev opdaget og indbragt for indenrigsministeriet, der er øverste valgmyndighed vedvalget til regionalråd og byråd.

Oprindeligt mente man, at den forkerte liste han i afstemningslokalet fra klokken 10,45 til klokken 12, og det blev indberettet til ministeriet. En vælger såede overfor byrådsmedlem May-Britt Andrea Andersen tvivl om det korrekte tidsrum, og det satte en ny undersøgelse i gang, hvor det implicerede personale atter blev spurgt ind til sagen.

Borgmester Jesper Frost Rasmussen fortæller, at man for at være helt sikker har udvidet perioden til klokken 13, så de, der har stemt i det aktuelle tidsrum, får lejlighed til at stemme igen, hvis de møder den 16. november på valgstedet.

– Der sker det, at deres brevstemme bliver fundet frem og tilintetgjort, hvorefter de kan stemme igen, forklarer borgmesteren.

Ifølge ministeriet er der tale om 13 personer, der er eller vil blive orienteret om muligheden af kommunen via deres e-boks.

Muligheden for omstemning gælder kun til regionalrådet, da der ikke har været fejl ved valglisterne til byrådet.

Fejlen opstod i øvrigt, da en vælger havde sat et rødt kryds ved den valgliste, der hang i afstemningslokalet. En medarbejder pillede valglisten ned og fik printet en forkert liste ud, som altså kortvarigt blev hængt op.