De sultne børn i Ballum

Pinkus travede snart videre på sin færd hjemad. Der var ikke mange folk ude, men han måtte igennem flere mindre landsbyer langs vejen.  Inden han nåede frem til Ballum, traf han på en sørgmodig ged, som gik så ensomt og græssede i vejkanten. Geden og han kunne ikke tale sammen, men Pinkus kunne fornemme, at geden måtte være blevet forladt af sin ejer, og dens yver stod spændt med mælk, den havde ondt og trængte til at blive malket. Da det var i middagsstunden, og Pinkus nok kunne trænge til lidt at spise, gav han sig til at malke geden. Mælken samlede han i et stort kohorn, han fandt på marken. Der var godt med ypperlig mælk i geden, og Pinkus kunne se, at den nød at blive malket.

Det blev til adskillige fyldte kohorn med god og sund gedemælk, før yveret var malket tomt. Pinkus blev godt mæt og styrket af den sunde gedemælk, som han drak til den sidste brødskorpe, som endnu lå i hans lomme. Derpå kunne han spadsere videre med friske kræfter. Geden så ud til at være glad for bekendtskabet, og den slog følge med Pinkus og trippede glad bag ham som en trofast hund, indtil de nåede Ballum. Det var da blevet aften og dunkle, regnskyer samlede sig på himlen, og det begyndte så småt at dryppe. Da der lå et hus med en lille lade tæt ved, gik Pinkus i læ i laden, og geden fulgte muntert med.

Inde i laden lå lidt frisk hø, som geden begyndte at guffe i sig, og Pinkus kunne se, at der igen var mælk i gedens yver, så han ville til at malke den endnu en gang, da han blev opmærksom på, at der lød triste stemmer og gråd fra huset på den anden side af den lille gårdsplads. Han gik hen og lyttede ved vinduet, og her er, hvad han fik at høre:

– Søde børn, jeg har ikke andet at give jer til aftensmad end havregryn med vand til. Vi har ikke andet spiseligt i huset, så længe far ikke kommer hjem med noget.

– Det er mange dage siden, far gik til Tønder, hvor bliver han af?

– Bare jeg vidste det.

Pinkus kunne høre, hvor triste de to børn og deres mor var. Han kendte ikke noget til faderen, og hvor han var, men han kunne nok springe sin na’er over for de sultne børns skyld. Han gik over i laden og lagde et reb om gedens horn og trak den om i gårdspladsen, hvor han bandt den anden rebende til husets dørhåndtag. Så bankede han på vinduet og gik lidt til side for ikke at blive set.

Børnene og deres mor kom ud og fik øje på geden. Moderen kunne straks se, at det var en god ged, med mælk i yveret. Hun fik fat på en sort lerpotte, som man den gang brugte til at malke i, og snart skummede den sunde gedemælk ud i potten. Børnene fik yvervarm gedemælk på deres havregryn, og snart efter kunne moderen putte dem under dynerne, mætte og glade.

Pinkus besluttede at efterlade sin trofaste følgesvend hos familien. Han tog en god, lang lur i høet, inden han tidligt den følgende morgen gik videre mod Ribe.

Lidt udenfor Ballum kom to mænd imod ham. De snakkede sammen:

– Nu er du snart hjemme, Jokum, sagde den ene.

– Ja, men jeg er ikke glad for at komme hjem, for jeg havde lovet at købe en ko i Tønder, så vore børn kan få mælk, men der var ikke penge nok.

– Det var slemt.

– Ja, jeg havde håbet at kunne tjene lidt undervejs hjem, men der var ikke arbejde at få.

– Har du slet ikke noget med dig hjem?

– Kun en pose sukker.

– Mon ikke de bliver glade for det?

– Jeg er nu ked af, at de ikke kan få mælk på deres havregryn.

Pinkus hørte ikke mere, han var sikker på, at de fattige børn ville blive glade for at se deres far igen.