En svindler

I Husum tog vennerne afsked med hinanden. Hendryk ville finde sig et nyt skib at rejse med, og Pinkus havde fået nok af søfarten for denne gang. Han ville hjem til Ribe, den gamle stad.

Der er mange mil for korte nisseben at vandre fra Husum til Ribe, men Pinkus begav sig trøstig af sted nordpå. Han fik varmen og sine klæder tørre, mens han skridtede ud. Inden han forlod Husum Havn samlede han lidt proviant og stoppede i lommerne. Selv om det kun var småt, kunne det nok holde sulten fra halsen en tid.

Byen Husum ligger jo i Tyskland,  men der var usædvanlig mange danskere på vejene. Man hørte dansk tale mange steder fra, og både kørende og spadserende råbte til hinanden på dansk. Pinkus blev klar over, at der netop havde været kvægmarked i byen, og der havde været en del kvægdrivere og handlende i byen, som jo ellers er tysk. Ved en kro på vejen så Pinkus sit snit til at gemme sig under forlæderet på en hestevogn, hvis kusk snakkede dansk, og på den måde kom han et godt stykke frem allerede første dag. Kusken standsede undervejs og tog en spadserende mand op for at have selskab på turen, og før de fik set sig om var de i Møgeltønder.

Pinkus hoppede af vognen, han kom i tanker om, at han jo kunne  besøge sin kusine, Dippe-Dutta, som han længe ikke havde set. Han vandrede om på herregården Schackenborg, hvor hun boede på grevens loft.

– Nej, men er det ikke min kære fætter Pinkus, råbte Dippe-Dutta og slog hænderne sammen i forbavselse, da han bankede på hendes dør. Hvor er det hyggeligt at se dig. Kom ind og få lidt at leve af. Hun åbnede døren til sin lille lejlighed.

– Jeg var lige på vejen, så jeg fik lyst til at hilse på. Pinkus viskede landevejsstøvet af sine klæder og gik ind.

– Jeg har lige fået sådan en fin æbletærte ovre fra grevens køkken, den skal vi have til en kop lun og nymalket mælk lige fra stalden.

Bordet blev dækket, og der kom snart god gang i snakken.

– Hvordan lever greven, spurgte Pinkus?

– Han har nogle bekymringer, som får ham til at tabe håret. Han har en mistanke om, at der forsvinder både penge og korn fra herregården. Jeg har en mistanke til, at herregårdens forvalter står bag, han er noget af en luskebuks.

– Det lyder fælt. Mon vi kan gøre noget for at hjælpe den flinke greve?

– Kunne du afsløre den falske forvalter, bliver greven glad, sagde Dippe-Dutta og blæste lyset ud, det var blevet sengetid. Pinkus lagde sig på sofaen i stuen og funderede. I nattens løb fik han brygget en plan sammen, og den følgende morgen gik han ind på godsets skriverstue, hvor enhver besøgende ville tro, at der hang en trøje over en stoleryg. Det var altså Pinkus, som havde anbragt sig, så han uden at blive opdaget kunne se, hvad der foregik på skriverstuen.

Tidligt om morgenen mødte først forvalteren, som stod under mistanke. Pinkus så, at han skar en pennefjer til, hældte frisk blæk i blækhornet på skrivepulten, luftede lidt ud og tog de tykke regnskabsbøger frem. Så begyndte folk at komme. Nogen skulle betale regninger, og andre skulle have betaling for arbejde eller for ting, de havde leveret til greven. Op ad formiddagen kom greven selv og kiggede efter, hvad der foregik, men han gik snart igen. Han skulle i hestestalden efter Bukefalos, hans vælige ridehest, som han daglig red en tur på.

Derefter kom en mager og spinkel mand ind, som havde repareret et ur på herregården. Forvalteren tog hans regning og sagde:

– Du er godt nok dyr, hva’ Jens Klokmager? To rigsdaler! Mon ikke du kan nøjes med én?

– Når hr. forvalteren siger det, så må det jo passe, svarede manden ydmygt, og måtte nøjes med den ene rigsdaler, han fik.

Men regningen blev skrevet ind i den store bog som om der var betalt to rigsdaler, og forvalteren puttede en i sin egen pung. Det var det rene tyveri. Her blev urmageren snydt, og han var endda en fattig mand.

I løbet af dagen så Pinkus, at både den ene og den anden fik forkert udbetaling, eller de betalte for meget ind. Somme tider blev greven snydt, og somme tider blev folk i byen snydt, men hver gang kunne forvalteren lægge lidt i sin egen lomme. Den forvalter var en falsk blakke. Han skulle have en lærestreg, og Pinkus vidste lige, hvad der var at gøre, nu skal du høre.

Den næste morgen, da greven igen kom ind i skriverstuen, og forvalteren rejste sig og bukkede, som han plejede, gav Pinkus blækhornet et ordentligt skub, så det væltede, og blækket flød ned over siderne i regnskabsbogen, flere sider blev ulæselige.

– Der var du skam uheldig, kære forvalter, sagde greven. Jeg har god tid i dag, så vi kan hjælpes ad med at skrive regnskabet op igen.

– Åh, nådige hr. greve, det behøver De ikke. Det finder jeg nok ud af på egen hånd. Alle kvitteringer ligger her i skriveklappen. De forsømmer jo Bukefalos, hvis De skal sidde her hele morgenen.

– Snik, snak. Bukefalos kan nok vente. Desuden regner det. Nu sætter du dig med pennefjeren og slår op på en frisk side i bogen, så læser jeg, hvad der står på kvitteringerne, og du skriver.

Forvalteren turde ikke sige greven imod, og Pinkus kunne høre, hvordan greven blev mere og mere forundret, alt mens han kiggede alle kvitteringerne igennem. Endelig sagde han:

– Det her, det stemmer jo ikke. Hvad skal det betyde? Du har jo ikke afregnet rigtigt. Du er en svindler og falskner. Ud af mit hus, øjeblikkelig! Heraus!

Greven var rigtig vred.

Den falske forvalter måtte så gå ud i regnen med næsen ned i træskoene og uden løn. Hvad der siden blev af ham, er der ingen, der ved.

Pinkus gik op til Dippe-Dutta og fortalte om formiddagens hændelser. Hun glædede sig over, at greven nu havde regnskabet i orden og penge nok til at holde sin herregård i god skik.