Tekst og foto: René Jørgensen

Snobrødsbagning trak i børnene, og der var ikke nemt for forældrene og bedsteforældrene at komme forbi ved toldboden uden der lige skulle smages på herlighederne. Bag Ribes Middelalder Marked står foreningen RMM (Ribes Middelalder Marked) og en gruppe frivillige ildsjæle. Det er RMMs mål, at markedet bliver en årligt tilbagevendende begivenhed med fokus på Ribes middelalder, autenticitet, håndværk og underholdende læring til publikum. Mens børnene var i gang med snobrødsbagningen, kunne forældrene og de mange turister nyde solen over Skibbroen til lyden af lurblæserne, som var med til at skabe den gode stemning. Flotte islænderheste med deres ryttere passere toldboden på vej mod torvet og de mange turister fik travlt med at finde ”mobilen” frem, for begivenheden skulle foreviges, og måske vises frem for familie og venner, ”se hvad de kan i Ribe, nordens ældste by”.
Vejret har altid en betydning når der er begivenheder i byen, og ved byens restauranter, hvor der er udeservering, er der ikke mange ledige pladser. På torvet bliver det da også tid til en kølig forfriskning til rytterne, inden turen går tilbage til Ribe VikingeCenter, som i denne uge danner rammen om det internationale vikingemarked.