Skibbrudne på klippeøen
Sømændene fra skibet lå længe på strandsandet og hvilede sig. De var for udmattede efter svømmeturen til at rejse sig, og nisserne bemærkede de slet ikke, fordi de efter deres sædvane skjulte sig og for et menneskeøje lignede en dynge vådt tang. Hr. Gulbis, som blev lidt hos dem, nussede omkring og sørgede lidt for dem med tørre strå og frisk ferskvand, som den tyllede ind i munden på dem gennem sit næb. Det lyder måske ulækkert at høre, at de fik vandet spyttet ud fra et fuglenæb, men du må vide, at fugle har helt rent spyt, klart og frisk som kildevand.
Da søfolkene var kommet lidt til hægterne, gik de på opdagelse efter menneskeboliger. Det var endnu meget tidlig morgen. Nisserne fulgte efter, og de kom til en lille landsby, hvor folkene endnu lå i den uskyldigste søvn og intet anede om nattens uvejr og det dramatiske skibbrud.
Der kom dog snart liv i husene, og også landsbyens nisser myldrede til stranden. Det var kun sjældent, de fik visit fra andre lande. De to venner, som havde udstået så mange strabadser, fik den hjerteligste modtagelse, man kan forestille sig. Uden diskussion fik de en stor tallerken havregrød til davre, og bedst af alt fik de hver en ske at spise med, for de havde mistet deres egen i skibbruddet. Det var gode skeer, skåret af hvalben og behagelige at spise med. De var godt til mode, da de sad overfor hinanden og stak skeerne i den dampende grød.
Først da måltidet var til ende, begyndte øens nisser at udspørge de to rejsende om deres oplevelser, og hvorfra de kom. En af de yngre nisser havde godt hørt om byen Ribe, for han havde snakket med Zwarte Piet en gang, han var i Amsterdam, – men ellers kendte ingen den by. Så Pinkus fortalte om det dejlige slot, kongen og hoffet og hvordan de levede i fordragelighed med byens folk og fugle. Om eftermiddagen spadserede de to skibbrudne rundt på øen sammen med en flok af øens egne nisser, som viste dem, hvordan øen var en klippeø midt ude i Vesterhavet. Inde i klippen var der hugget hemmelige gange og huler, og i nogen af hulerne var der gemt gamle skatte, som sørøvere i længst forglemte dage havde røvet og stuvet til side og aldrig var kommet tilbage efter.
– Jeg får en idé, sagde Pinkus. Mon ikke sørøverne er døde for rigtig mange år siden? De kommer næppe tilbage efter deres skatte mere.
– Næh, svarede en ældre Helgolandnisse, skattene har ligget her i mange hundrede år. De blev opdaget af os nisser i min morfars ungdom. Sørøverne har nok slået sig ned på en lun sydhavsø og har spist sig en mavepine til i øllebrød og citronfromage, og siden døde de af mangel på motion.
– Ja, sådan er det nok gået til. Pinkus spekulerede lidt, og sagde så: Jeg kender en fattig mand hjemme i Ribe, som næsten hver dag mangler mælk til sine børn. Mon jeg kan få lov til at tage en sølvmønt med hjem til ham, så han kan købe en malkeko?
– Tag du bare en hel lomme fuld, svarede Helgolandnissen, vi kan ikke bruge skatten til noget, der er ikke noget at købe her på øen, og vi savner heller ingen ting.
Pinkus tog en lille lomme fuld af mønter og var forsigtig med ikke at være grådig.
– Så må vi finde ud af, hvordan vi finder mulighed for, at du og den brave Hendryk kan komme i land herfra.
Muligheden viste sig snarere, end nogen forventede. Få dage efter anløb en stolt sejler Helgoland og ankrede op udenfor sandstranden, hvor Pinkus og Hendryk var skyllet op. Fra skibet blev der roet en båd mod land, en båd med et par tomme tønder om bord. Det var engelske sømænd, som var løbet tør for frisk drikkevand og gerne ville fylde tønderne op. Det fik de naturligvis lov til, og på en af roturene ud til skibet fulgte de to venner med, efter at de havde takket hjerteligt for den venlighed, de havde mødt på øen.
Det viste sig uheldigvis, at der også var en skibsnisse på det engelske skib, og han var en både gnaven og vrissen karl.
– Skibbrudne nisser, sagde han vrantent. I kan komme med til første havn, så må I se at forsvinde i en fart. Sådan nogle lasede og fattige nisser vil jeg ikke rejse sammen med. Hold Jer forude på skibet og bliv ude af syne for mig.
Med den besked måtte Hendryk og Pinkus lægge sig i forstavnen uden det mindste proviant eller så meget som et lunt tæppe. Sådan kan nisser altså også være. Efter knap tre dages sejlads lagde det engelske skib ind ved Husum Havn, og vore to venner kunne forlade den uvenlige fyr, som ikke havde ladet sig se under hele turen.
Godt sultne og våde var de begge to.
