Tekst og foto Hasse Jørgensen, fredag den 20. august
Et meget sjældent køretøj kunne fredag ved middagstid ses på Torvet i Ribe: en Ford T fra 1914!
Bilen er en del af en af Fords store succeser. Ford T-modellen blev bygget fra 1908 til1927 og blev lavet i flere end 15 millioner eksemplarer. Frem til 1972 havde den titlen af verdens mest solgte bil. I 1972 overtog VW den titel.
Ejeren af den gamle Ford T, Michael Dichmann, Blidstrup i Nordsjælland, gjorde stop hos Iben og Jan Ganderup i Ribe på vej til et veteranbiltræf på Rømø.
Og bilen var kun lige stoppet på Torvet i Ribe, da mange mennesker flokkedes om det sjældne køretøj.
Michael Dichmann fortalte, at bilen er forsynet med en 2,9 l. motor med fire cylindre, der udvikler 20 HK, og det kan bringe bilen op på mellem 65 og 70 km. i timen. Fra fabrikken hedder det sig, at bilen kan køre 44 miles, hvilket svarer til omkring 72 km. i timen.
På spørgsmålet om, hvor Michael Dichmann havde funder så flot et køretøj, lød svaret: – Har du hørt om internettet?
Og så kom den korte version af historien:
– Jeg har en kammerat, som var ved at sælge sådan et køretøj for sin far. Han spurgte, om jeg var interesseret, og hvad jeg ville give. Jeg foreslog 125.000 kroner, men det mente de, var for lidt. Jeg gik derefter på nettet for at se prisen og fandt denne her bil i USA til omkring 122.00 kroner, så mit bud var ikke helt forkert. Jeg kender en, der er ekspert i import af brugte biler fra USA, og gennem ham fik jeg bilen hjem til Danmark.
– Er du kørt hele vejen fra Nordsjælland til Ribe i bilen?
– Nej, må jeg nok erkende.
– Jeg har tidligere kørt i den fra Blidstrup til veteranbiltræf i Fredericia, men det er nu mere behageligt at have bilen på en trailer og selv sidde behageligt bag rattet i en Toyota, lød det fra Michael Dichmann, inden han med et par trut i det hæse horn fik turister til at flytte sig, så han kunne komme videre.