Tekst Hasse Jørgensen, foto privat, onsdag den 28. februar 2024

Der bliver masser af gode og glade børnestemmer i Ribe Domkirke i dag torsdag den 29. februar, når kirken danner rammen om ”kordag for de yngste”.

Kordagen er for alle spire- og børnekor samt kirkekor og skolekor i Ribe Domprovsti, og Benedikte Storm Aa, der arbejder med spire- og børnekor i begge Ribes kirker, fortæller, at omkring 100 børn deltager i kordagen.

Børnene mødes i kirken klokken 13.30, og så arbejdes der med korsang indtil klokken 16, hvor der er koncert, og hvor alle er velkomne.

Benedikte Storm Aa fortæller, at spire- og børnekorene fra Ribe Domkirke medvirker, og desuden kommer et kirkekor fra Bramming samt skolekor fra Vittenbergskolen, Ansgar Skole, Egebæk Hviding Skole og Gredstedbro Skole.

Og Benedikte Storm Aa kan glæde sig over, at interesse for korsang blandt de mindste er god.

– Der er flere end nogensinde med i spirekoret, der er for de mindste, mens antallet i børnekoret, der er for de lidt ældre, ligger stabilt.