Pinkus på rejse
Da Pinkus var over sin bedste alder, men stadig rask til bens, havde han endnu lyst til spændende oplevelser. En dag, han gik på Skibbroen, kom der et mellemstort skib ind og lagde til kaj. Han stillede sig op og kiggede på det fremmede fartøj. Sømændene talte et fremmed sprog og havde ejendommelige klæder på. Især fodtøjet så forunderligt ud. Nisser og mennesker i Ribe gik helst i træsko, som kunne tåle at træde i pløre og snavs uden at tage skade, og det gjaldt både fine hoffolk og nisser i slidt arbejdstøj. Disse sømænd havde alle sammen lædersko på fødderne, så man næsten ikke kunne høre skridtene, når de trådte i dæksplankerne. Pinkus kiggede længe på, at der blev losset varer ud: Tønder med øl, tønder med hvalkød, sække med nødder, sammenrullede skind, æsker med duftende peberkorn og andre krydderier og endelig en mængde træbaljer med fint, hvidt salt. Livet og arbejdet på Skibbroen var altid interessant at se på for en nysgerrig nisse.
Da skibet var ved at være tomt, og de mange varer var flyttet op i forskellige varehuse i byen, ville Pinkus gå hjem, da pludselig en nissestemme fra skibet råbte ham an. Det var en ældre, meget solbrændt skibsnisse med en flad hue på sine grå hår og med helt kortklippet skæg.
– Er du interesseret i at se skibet, så vil jeg gerne vise dig, hvordan vi bor, sagde skibsnissen. Jeg hedder Hendryk, og vi kommer fra Amsterdam.
– Tak for indbydelsen, svarede Pinkus. Mit navn er Pinkus, og jeg bor på slottet Riberhus, som ligger lidt herfra, han pegede ud mod slottet.
– Jeg så godt slottet, da skibet sejlede forbi. Hop du nu bare om bord.
Hendryk og Pinkus snakkede længe den eftermiddag, og de var rundt i alle hjørner af skibet og fik kigget det hele godt efter. Da de var færdige, bød Hendryk sin nye ven på en pibe tobak. Det var noget helt nyt for Pinkus, han havde aldrig set tobak før.
Han havde heller ikke tidligere set de korte kridtpiber, som det skulle ryges af, men det faldt i hans smag, og han fik en pibe og lidt tobak med sig, da solen var ved at gå ned, og han skulle hjem og have sin na’er. Sådan lærte nisserne tobakken at kende.
Den følgende dag mødtes de to nisser igen, og de blev så gode venner, at Pinkus først indbød Hendryk til at komme og bo hos sig på Riberhus, og bagefter indbød Hendryk Pinkus til at tage med på en rejse med skibet.
Det endte med, at Pinkus rejste udenlands med skibet, som i løbet af nogle uger var blevet lastet med store sække med fåreuld, saltede sild, østers og fine udskårne træbøtter og skrin, som håndværkerne i Ribe havde lavet.
Sejladsen ud ad åen til Vesterhavet gik nemt, og de kom forbi både Manø og Rømø uden besvær, men så snart de var lidt ude i Vesterhavet, og kun lige akkurat kunne se land, begyndte det så småt at blæse, og blæsten tog til! Ud på natten var det blevet den største himmelstorm, man kan forestille sig. De salte bølger skummede og bruste. Skibet gyngede fra side til side og så himmelhøjt op og dybt ned i bølgedale. Sømændene måtte holde fast i tykke reb, for at kunne holde sig på benene. Der blev arbejdet med spande og øser for at holde skibet frit for saltvand, som slog ind over skibssiden og truede med at sænke skuden. Gamle Pinkus blev så søsyg, at han nærmest blev helt blågrøn og gusten i ansigtet, og han havde det slet ikke godt. Hendryk holdt øje med ham, men også han måtte svinge med en øse og hjælpe sømændene.
Ud på morgenen da det lysnede så småt, løjede stormen lidt af, og man kunne se en ø lidt borte. Men så kom der med ét en uheldig bølge, som skyllede hen over skibet, som tippede rundt og forsvandt i dybet. Pinkus kunne nok svømme lidt, selv om han ikke var i særlig øvelse. Han fik fat i en rund tønde, som han klamrede sig til, og på den måde kunne han holde næsen oven vande. Som dagen lysnede og bølgeslaget tog af, kunne Pinkus se, at de forskellige sømænd, der klamrede sig til hvert et vragstykke fra skibet, svømmede af alle kræfter hen imod øen.
Pinkus havde svært ved at få kræfterne til at slå til og var lige ved at give op, da han på én gang hørte det fløjte fra luften. De han løftede blikket, så han, at den kære hr. Gulbis var ved at lande på bølgerne tæt i nærheden, og snart var den store fugl helt henne ved ham. Den lagde næbbet imod tønden og padlede godt til med sine kraftige labber, og snart kunne Pinkus føle bund under sine fødder og kravlede op på land. Fuglen begav sig atter til havs og bjergede Hendryk ind på samme måde. Begge nisser havde mistet træskoene, og de var gennemvåde af havvand. Rundt om dem kom de forskræmte sømænd efterhånden alle kravlende i land. Nisserne kunne forstå af snakken, at det var den underlige ø, Helgoland, de var havnet på. Hvad mon der så skulle hænde dem her?
